Tønder Kommune reagerede først efter to år i børnesag

TV2-dokumentar fortæller om en børnesag, hvor kommunen først reagerede efter to år.

Der skulle gå to år fra Tønder Kommune fik den første anmeldelse om seksuelt misbrug af et barn, til kommunen gik ind i sagen. Det viser en TV2-dokumentar, der sendes i aften. (© DR)

Tønder Kommune er endnu en gang kommet i søgelyset i en sag om seksuelt misbrug af et barn.

Det sker i TV 2-dokumentaren 'Hvem gør min datter fortræd', som sendes i aften. Dokumentaren fortæller om en sag, hvor der gik to år fra kommunen fik de første underretninger, til den reagerede.

Det til trods for, at kommunen fik underretninger fra en lærer og familiens læge.

Socialrådgiverne blev ikke hørt

Der har været for dårlig ledelse i afdelingen, og der har ikke været medarbejdere nok til at løse opgaverne, fortæller Anne Jørgensen, der er formand for Region Syd i Dansk Socialrådgiverforening.

Hun har løbende fået henvendelser fra socialrådgivere i Tønder Kommune:

- De fortæller, at de har sagt fra, og ikke kan nå det. De får ikke vikarer fuldt ud, når der er sygdom og barsel. De gentager det mange gange uden at blive hørt. Der er heller ikke mulighed for at lave tilstrækkelige foranstaltninger i forhold til, hvad de mener, der skal til for at afhjælpe problemerne, siger hun.

Chef fyret

Efterfølgende er en chef blevet fyret, mens en anden selv har valgt at fratræde. Den nu fyrede fagchef i Tønder Kommune fortalte ellers sidste år, at der nu var styr på tingene takket være flere ressourcer og nye strategier.

Men kommunen har fundet ud af, at meldingen fra Børne- og Ungeafdelingen ikke holdt stik med virkeligheden. Det fortæller konstitueret direktør i Børn og Skole Per Hansen:

- Vi har lavet nogle stikprøver i løbet af sommeren, og der må vi konstatere, at det ikke altid er tilfældet, at kvaliteten generelt på området er i orden. Der har været en mangelfuld sagsbehandling, som vi ikke kan være tilfredse med, siger han.

Tønder Kommune har nu indgået et samarbejde med Socialstyrelsens Task Force for at rette op på problemerne og de lange sagsbehandlingstider.