Arkæologer, mineryddere og medarbejdere fra energiselskabet Vattenfall er lige nu ombord på et skib, der grundigt undersøger havbunden ud for Harboøre og Hvide Sande på den jyske vestkyst.
Her skal de to kommende havvindmølleparker Vesterhav Nord og Vesterhav Syd ligge, men inden fundamentet til de store møller kan støbes, skal havbunden renses for eventuelle gamle miner og bomber fra Første eller Anden Verdenskrig.
- Vi ved fra geofysiske undersøgelser i 2017, at der ligger nogle menneskeskabte metalgenstande. Dem skal vi undersøge nu, siger seniorgeofysiker Dorthe Erbs-Hansen fra Vattenfall.
I alt har man fundet 22 punkter på hver af de to kommende vindmølleparker samt nogle større områder, hvor ændringer i magnetfeltet gør målingerne uklare.
- Man forventer generelt, at en til fem procent af de felter, man har udpeget, viser sig at være farlige objekter, siger Dorthe Erbs-Hansen.
Derfor er Søværnets Minørtjeneste ombord på skibet.
- På Horns Rev 3 havvindmøllepark i Vesterhavet fandt vi tre ueksploderede miner, hvoraf en måtte bortsprænges, fortæller Dorthe Erbs-Hansen.
Der dukker dog også mere ufarligt affald op, som for eksempel ankerkæder, wirer eller måske en cykel.
Fjernstyret robot under skibsvrag
Arkæologer fra Strandingsmuseum St. George i Thorsminde deltager også i jagten på havbunden. Man har nemlig lokaliseret et skibsvrag.
- Vi har et fint billede af det, men vi ved ikke, hvad det er for et fartøj og hvornår det sank, siger Dorthe Erbs-Hansen.
Vattenfall har derfor bedt Slots- og Kulturstyrelsen om lov til at tage en prøve af skibet, hvis det viser sig at være lavet af træ, så en kulstof 14-datering kan fastslå skibets alder.
Arkæologerne skal også kigge nærmere på to andre steder, hvor de geofysiske undersøgelser antyder, at her kan der ligge rester efter et skib.
Undersøgelsen af havbunden sker med en fjernstyret undervandsrobot med kamera og udstyr til at lokalisere metalgenstande. Robotten har også en lille sandsugerpumpe, der kan suge sandet væk, så specialisterne nemmere kan identificere genstandene.
- Havbunden er primært sandet i den del af Nordsøen, så den egner sig fint til havvindmøller. Der ligger nogle store sten fra istiderne, som vi prøver at undgå. Ellers skal de fjernes, siger Dorthe Erbs-Hansen fra Vattenfall.
Hun håber, at områderne er færdigundersøgt i slutningen af oktober. Herefter fortsætter skib og specialister til Østersøen for at undersøge området, hvor Vattenfall skal bygge Kriegers Flak havmøllepark.