Når en turist og en herreløs hund mødes under sydens sol, kan der opstå sød musik.
Men man skal lade det blive ved sommerflirten, for det er en rigtig dårlig idé at tage hunde med hjem fra ferie, lyder det fra Fødevarestyrelsen.
- Det er jo især hundegalskab, altså rabies, vi er bange for, siger souschef i Fødevarestyrelsens kontor for dyresundhed, Stig Meller.
Netop rabies er ikke en rar feriegæst at få med hjem.
- Der er kun nogle ganske få, der har overlevet, så det er en sygdom, der normalt forløber dødeligt, siger han.
Fødevarestyrelsens reaktion kommer i kølvandet på stiftelsen af foreningen Tyrkiske Hunde, som tager tyrkiske gadehunde med hjem til Danmark og finder danske familier til dem.
I følge medstifter af foreningen Janni Thermann fra Lemvig er der ingen fare for, at de importerer rabies sammen med hundene.
- De har fået taget blodprøver, og de har fået alle de vacciner, de skal have. Så jeg er slet ikke i tvivl om, at hundene er 100 procent i orden, når de kommer til Danmark, siger Janni Thermann.
Men ikke alle kan love samme garantier som Tyrkiske Hunde, og derfor mener Stig Meller fra Fødevarestyrelsen, at man bør prøve at finde en firbenet ven på et af de danske internater.