Har du været på ferie Tyrkiet, er du måske stødt på herreløse hunde, der løber rundt i gaderne eller på stranden.
De hunde får nu chancen for et nyt liv i Danmark. For når andre ser en loppebefængt gadehund, ser Janni Thermann fra Lemvig søde hunde.
- For hver gang, man redder en hund, bliver man bare glad, siger Janni Thermann, der i 2012 var på ferie i Tyrkiet.
På stranden så hun to løse hunde. Nu har hun startet foreningen "Tyrkiske Gadehunde" sammen med fire andre kvinder, hvor hun hjælper hunde til Danmark, så de kan adopteres af danske familier.
- Vi har selv været nede og hente en hund i januar, mig og min mand, fortæller Janni Thermann.
Bella, Kiki, Rosy og Fiona er fire af hundene, der vises på foreningens hjemmeside. En side, der er fyldt med hundeøjne så store som samvittigheden.
- Hvis man som turist kommer til Tyrkiet til sommer og finder en hund, man gerne vil hjælpe eller adoptere, så kan man kontakte os. Vi kan hjælpe med alt det praktiske arbejde, forklarer Janni Thermann.
Alle adoptionsegnede hunde er vaccineret, neutraliseret og testet for rabies.
- Det er ikke hunde, som er skræmte og vilde, vi tager hjem, siger Janni Thermann.
En gadehund fra Tyrkiet koster 2-3.000 kroner - inklusiv hundefragt til Danmark.