Når FC Midtjylland i aften sparker deres superligasæson i gang, så er det ikke kun med store sportslige forhåbninger.
Den nye ligastruktur kan medføre, at der også kommer flere penge på kontoen.
For et hold som FC Midtjylland vil det nemlig betyde en ekstra hjemmekamp og stor sandsynlighed for en ekstra kamp mod Brøndby og FC København.
- Der er ingen tvivl om, at det er meget vigtigt, at vi får besøg af dem to gange på MCH Arena i stedet for én. Det giver simpelthen langt højere billetsalg og også langt højere salg på stadion, siger kommerciel direktør i FC Midtjylland, Jacob Jørgensen.
Og skulle FCM få en plads i slutspillet, regner Jacob Jørgensen med en pæn ekstra skilling i klubkassen.
- Som udgangspunkt forventer jeg, at det kan give på den rigtige side af 1 million kroner i den nye slutspilsstruktur for FC Midtjylland, siger Jacob Jørgensen.
Den nye struktur i Superligaen betyder, at der deltager 14 hold i stedet for 12 hold som tidligere. Samtidig bliver der indført et slutspil, hvor de seks bedst placerede hold møder hinanden igen i kampen om mesterskabet.