Sommerhuspriser er steget: "Folk vil have græs under fødderne"

I for eksempel hovedstadsområdet er priserne på sommerhuset steget 10 procent alene det seneste år.

På landsplan er priserne på sommerhuse steget med 5,3 procent alene siden sidste år. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

For blot ét år siden kunne du få én kvadratmeter i de sjællandske badebyer for 19.000 kroner. I dag skal du grave dybere i pungen og betale næsten 2000 kroner mere for selvsamme kvadratmeter.

Og det er ikke kun i hovedstadsområdet, at sommerhusene er blevet dyrere. På landsplan er priserne på sommerhuse steget med 5,3 procent siden sidste år. Det viser nye tal fra Boligsiden.dk.

Det er der ifølge Jeppe Borre, chefanalytiker i Totalkredit, flere gode grunde til:

- Vi skal først og fremmest se det i lyset af, at det generelt set går godt i Danmark. Beskæftigelsen er på vej frem og indkomsterne stiger, hvilket betyder, at der kommer en øget efterspørgsel efter boliger generelt - men altså også sommerhuse.

Derudover kan forklaringen ifølge Jeppe Borre også være de nye lånemuligheder. Sidste år i maj blev det muligt at optage en større del af ens sommerhuslån i realkredit. Hvor man i dag kan optage 75 procent af lånet i realkredit, kunne man før maj sidste år kun optage 60 procent i realkredit.

Færre sommerhuse ved hovedstaden

Men i hovedsstadsområdet er det ikke kun øget beskæftigelse og indkomst, der har fået sommerhuspriserne til at ryge i vejret. Jeppe Borre forklarer nemlig, at udbuddet af sommerhuse i hovedstadsområdet er markant mindre end i resten af landet.

- I Region Hovedstaden skal man gå forbi 40 sommerhuse, før der står ét enkelt hus til salg. Ser vi på den øvrige del af landet, skal man gå forbi blot 17 sommerhuse, før der står ét enkelt til salg, siger Jeppe Borre.

Han mener ikke, at de store prisstigninger på sommerhuse ser ud til at stoppe foreløbig.

- Vi forventer ikke en stigning på ti procent, ligesom de seneste tal viser, men vi forventer fortsat prisstigninger på sommerhusmarkedet i Region Hovedstaden, siger Jeppe Borre.

En ny københavnermodel

Sten Nielsen er ejendomsmægler i Home og sælger sommerhuse i Nordsjælland. Han peger på, at prisstigningerne også skyldes, at flere yngre børnefamilier fra København vælger at investere i et sommerhus – i stedet for en større lejlighed.

- Der er mange yngre familier i København, der vælger at blive boende i lejlighed – også når de får børn. Men der kan jo godt komme et behov for græs under fødderne og lidt mere plads en gang imellem, siger Sten Nielsen.

Og det kan blive dyrt at bytte en toværelses ud med en tre- eller fireværelses i hovedstaden, og derfor hælder flere ifølge Sten Nielsen til løsningen om at købe et sommerhus.

- Hvis du skal have en større lejlighed i København, så kan du hurtigt komme til at bruge en million. Og det kan du godt i nogle områder få et sommerhus for, siger han.