Sommerens bagside: Kommuner forventer større skralde-regning

Flere kommuner i Region Hovedstaden forventer en større regning til skraldehåndtering, når sommeren er forbi.

Sommer og sol tiltrække flere tusinde badegæster til havnebade og på strandende i hovedstadsområdet. Men de mange sommerglade mennesker øger mængden af skrald. (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)

Det gode sommervejr har fået mange til at pakke håndklæde, badetøj og solcreme for at tage en tur på stranden.

Og det har sat sit præg på affaldsmængderne.

DR P4 København har lavet en rundringning til otte hovedstadskommuner med havnebade eller strande ud til Øresund. Alle melder om en øget affaldsmængde.

Og det er især på offentlige områder, at kommunen rydder op efter sommergæsterne, fortæller Martin Andersen, der er leder for den tværgående drift i teknik og miljø - park og vej

- Det er affald fra madvare, ispapir, cigaretskodder og cigaretpakker.

Det er nogen af de ting, som Gentofte kommune i de her dage samler ekstra meget op.

- I forhold til en normal sommer har vi tre gange så meget skrald og affald, siger Martin Andersen.

Også Københavns kommune har kunne mærke, at solen har skinnet ekstra meget i år.

- Der har været rigtig meget mere skrald på de offentlige områder. Vores tællinger viser, at vi er oppe på omkring 50 procent mere skrald, som vi har samlet op i de her varme sommermåneder, siger Jon Pape, der er serviceområdechef i teknik- og miljøforvaltningen.

Og de store mængder skrald forventer syv ud af otte adspurgte kommuner vil sætte sit præg på regningen, når sommeren er forbi.

- Det kommer sikkert til at koste mere. Om ikke andet, så koster det penge at komme af med skraldet til forbrænding. Så det vil give noget på den økonomiske side, fortæller Jon Pape.

Sommeren kom tidligt

Allerede i juni måned lå temperaturen flere dage et godt stykke over de tyve grader, og det mærkede de hurtigt i Gribskov Kommune.

- I år har vi set, at sommerferien på en eller anden måde allerede startede før skolernes sommerferie. Så allerede i juni måned måtte vi i gang med de daglige tømninger, for at kunne følge med, fortæller Vibeke Meno, der er teamleder for drift og ressourcer i kommunen.

I hele sommerperioden opruster Gribskov kommune tømningerne af deres skraldespande langs strandende, så de tømmes alle ugens syv dage. Normalt starter den procedure først i juli måned.

Gribskov kommune betaler en fast pris per kilo affald, som sendes til forbrænding, og derfor vil det også blive dyrere for dem i år.

- Der skal tømmes oftere og flere gange denne sommer. Så det kommer til at koste mere. Sådan er det jo, fortæller Vibeke Meno.

Også Helsingør, Fredensborg, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal forventer, at sommerskraldet vil være dyrere i år.