S og EL om skandaleramt byprojekt: Vinge-kaos kalder på ekstern undersøgelse

- Vi skal have en tilbundsgående undersøgelse i gang, mener byrådsmedlem af EL.

Sådan skulle dele af den nye Vinge by se ud. Det nu kuldsejlede projekt bør undersøges eksterne mener flere politikere. (Foto: © Illustration: Henning Larsen Arkitekter og Tredje Natur., Frederikssund Kommune)

Med 387 millioner kroner brugt på en ny bydel i Frederikssund Kommune, der nu er kuldsejlet, så kalder hele sagen på en undersøgelse.

Sådan lyder det fra to af partierne i byrådet - nemlig Socialdemokratiet og Enhedslisten.

- Vi skal have sat en tilbundsgående undersøgelse i gang. Det projekt har ikke været ordentlig styret, og det bør undersøges eksternt enten af Kommunernes Landsforening eller af Indenrigsministeriet, siger Pelle Andersen-Harild, byrådsmedlem for Enhedslisten.

Han bakkes op af Socialdemokratiets Niels Martin Viuff.

- Det her projekt er ganske forfærdeligt. Det har taget hele kassebeholdningen, og det er jo ikke særlig mærkeligt, når man har valgt at poste 387 millioner kroner i en pløjemark, siger han.

Forslaget om en ekstern undersøgelse af hele sagen om Vinge, kommer efter DR’s afsløringer i sagen. Det er blandt andet kommet frem, at politikerne besluttede at afbryde samarbejdet med AP Ejendomme og MT Højgaard, der ellers havde en aftale om at opføre det nye Vinge Centrum.

Onsdag kunne DR så afsløre, at kommunen allerede har brugt 387 millioner kroner på at udvikle byen, der efter planen skal kunne rumme 20.000 nye borgere.

Og det har nu fået konsekvenser for kommunen, oplever Pelle Andersen-Harild.

- Det betyder, at vi nu bøvler med at finde penge til normering i daginstitutioner og skoler og til de ældre, siger han.

Kommunen er derfor nødt til at sælge ud af arvesølvet, siger Niels Martin Viuff.

- Der skal spares i alle ender og kanter, har vi fået oplyst. Man skal som kommune gerne have en kassebeholdning på 100 millioner kroner, og det har vi ikke nu. Vi har et stort dræn, siger han.

Derfor bør det undersøges, hvordan det kunne gå så galt, og hvem der har ansvaret, mener han.

- Hvis de har lidt regnskabsforståelse, og det må de have i byrådet, så kan man ikke bare vende det blinde øje til. Det virker utroligt med de tal, der kommer frem, siger Niels Martin Viuff.

Men selvom der lige nu ikke er flyvefærdige planer for Vinge, og det planlagte udbud er gået i vasken, så har det været nødvendigt at putte så mange penge i projektet.

Det siger Frederikssund Kommunes kommunaldirektør Ole Jacobsen.

- Man er nødt til at foretage en investering for overhovedet at kunne gå i gang og forberede et udbud af en størrelse, som vi har været igennem, siger han.

Heller ikke borgmester John Schmidt Andersen (V) mener, at pengene er spildte.

- Vi har fået købt ret meget jord for pengene, og de penge er jo ikke spildte. Vinge lever jo, og Vinge skal køre videre, siger han.