EL om Frederikssunds millionhul i pengekassen: 'Det kommer til at ramme borgerne'

Det vil gå udover velfærden, når Frederikssund skal finde 163 millioner, mener byrådsmedlem.

Byggeprojektet der skulle rumme 20.000 nye boliger har skabt million underskud i Frederikssund. (Foto: © Frederikssund kommune, Frederikssund Kommune)

Frederikssunds kommunalpolitikerne bliver onsdag aften præsenteret for et større sparekatalog efter, at det står klart, at der mangler 163 millioner kroner i kommunekassen.

- Jeg fik besked fredag med såkaldte ”hold kæft og vær usynlige papirer”. Altså et dokument hvor der står, ”du må ikke sige noget, og hvis der er nogen, der henvender sig, så skal du sige det her”, forklarer byrådsmedlem Pelle Andersen-Harild (EL).

Frederikssund Kommune havde regnet med at hente de mange millioner ind som indtægter fra salg af byggeretter i kommunens nye bydel Vinge, der er under opførsel og på sigt skal huse 20.000 nye borgere. Men salgsaftalen om byggeretterne er ikke faldet på plads endnu.

Derfor står kommunen nu det problem, at den har budgetteret med indtægterne fra salget i 2017 og dermed i realiteten allerede brugt pengene, før de lå i kassen.

Selvom det er et stort beløb, forsikrer borgmesteren John Schmidt Andersen (V), at pengene kan findes uden at skære i velfærden.

- Vi er overbevist om, at vi kan finde pengene, uden det går ud over borgerne, siger han.

Byrådsmedlem Lars Thelander Brostrøm (DF), der sidder i økonomiudvalget, deler borgmesterens holdning:

- Det må for alt i verden ikke gå ud over den velfærd og service, vi har i kommunen, siger han.

Dog vil han ikke garantere, at sparekniven ikke kommer til at ramme netop der. Men han ser helst, at man finder pengene i drift og byggeri.

Den model mener Pelle Andersen-Harild dog er helt urealistisk.

- For at sige det lige ud af landevejen, så er de fulde af løgn, siger han og forsætter:

- Hvordan pokker vil de bære sig ad med at spare så mange penge uden at skære i velfærden? På de ældre, på skolerne og så videre?

Økonomifonden har forsikret Pelle Andersen-Harild om, at Frederikssunds økonomi over et par år vil stabilisere sig, men det hjælper ikke borgerne nu og her.

- Jeg ville ikke kunne finde 163 millioner ud af den blå luft. Det her kommer til at gå udover borgerne. Det er det eneste sted, hvor man kan finde pengene, fortæller han og glæder sig over, at han ikke sidder i økonomiudvalget og skal finde de mange millioner.