Ny uddannelse skal bekæmpe it-kriminelle

Den stigende trussel fra hackere og andre it-kriminelle har fået Københavns Erhvervsakademi til at oprette en ny uddannelse.

I maj blev 230.000 computere inficeret med virussen WannaCry, hvorefter hackere forlangte løsepenge fra ofrene. Det er angreb som disse, de kommende it-sikkerhedseksperter fra KEA skal være med til at bekæmpe. (Foto: © Kacper Pempel, Scanpix)

Truslen fra hackereangreb og stigende it-kriminalitet giver desperat mangel på it-sikkerhedsspecialister.

Sådan lyder i hvert fald vurderingen fra Københavns Erhvervsakademi, KEA, der nu opretter en uddannelse dedikeret til it-sikkerhed.

Hensigten med den nye it-sikkerhedsuddannelse er at styrke det digitale samfund i fremtiden og at imødekomme virksomhederne med en hårdt efterspurgt arbejdskraft.

- Lidt populært kan man sige, at vi forsøger at sikre fremtiden - både for de, der vil have en uddannelse inden for dette felt og for it-industrien. Vi har været i dialog med blandt andre Forsvarets Efterretningstjeneste og andre fra it-sikkerhedsbranchen, og de siger, at de virkeligt mangler arbejdskraft, forklarer uddannelseschef på KEA Digital, Jesper Nordentoft.

Og den nye uddannelse vækker da også begejstring hos it-sikkerhedsvirksomheden Kaspersky.

- Det er den glædeligste nyhed, jeg har hørt i lang tid, for der er et stort behov både i Danmark og på verdensplan. Hvis vi kan konkurrere internationalt på at uddanne og levere eksperter, så kan vi virkelig gøre os bemærket, siger Kasperskys nordiske direktør, Leif Jensen.

Den nye uddannelse starter til august og varer halvandet år.