Rigtig mange ved, at det sker.
Faktisk er det hver femte sportsudøver, træner og leder i de danske elitesportsmiljøer, der kender til matchfixing i deres egen idræt, og hver tiende kender til det i egen klub.
Maria Jespersen er tennisspiller i Gentofte og har oplevet at blive tilbudt et betydeligt beløb for at lade sig tabe i en kamp på internationalt plan.
- Jeg fik en besked, da jeg sad og skulle spise aftensmad hjemme hos mine forældre. Da jeg så den, følte jeg mig straks skyldig. Jeg blev tilbudt 30.000 kroner for at tabe en kamp, siger hun.
Se interviewet med Maria Jespersen fra DR2 Morgen:
For Maria Jespersen var det en ubehagelig oplevelse at få et tilbud om at snyde for at tjene penge.
- Jeg blev meget overrasket og stillede mig selv spørgsmålet, hvorfor skriver de til mig? Er jeg en svag person eller hvad?, siger hun.
Dagen efter kontaktede Maria Jespersen turneringsledelsen for den internationale tennisturnering for at anmelde det tilbud, hun havde fået.
- Jeg var slet ikke i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Selvfølgelig er det mange penge, men jeg ville aldrig nogensinde tage imod penge for at tabe en kamp. Det er meget forkert for en sportselsker som mig, siger hun.
Ifølge Morten Mølholm, der er direktør i Danmarks Idrætsforbund, er det kun ganske få, der deler denne viden, og det er et stort problem, fordi matchfixing er ødelæggende for sporten, mener han.
Samtidig svarer 4 procent, at de har fået tilbud om at medvirke i matchfixing. Både DIF og tennisspiller Maria Jespersen er chokerede over tallene i undersøgelsen.