Københavns Kommune vil være en mere LGBT-venlig storby

50 konkrete initiativer skal forbedre LGBT-forholdene i hovedstaden, har Borgerrepræsentationen besluttet.

På rådhuset i København har man vedtaget en ny LGBT-politik der blandt andet fokuserer på undervisning om LGBT på skoler, for at modvirke diskrimination. (Foto: © Olafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Der skal være mere rummelighed og plads i hovedstaden til LGBT-personer.

Det vedtog en enstemmig borgerrepræsentation i Københavns Kommune i går.

Forslaget kom fra de Radikale og indeholder 50 konkrete initiativer, der skal forbedre forholdene for homoseksuelle, biseksuelle, transkønnede og interkønnede.

Det skal være med til at gøre København til en endnu mere inkluderende og mangfoldig storby, som alle føler sig hjemme i, lyder det fra Tommy Petersen, radikalt medlem af børne- og ungdomsudvalget og manden bag forslaget.

- I mødet med kommunen skal man som borger kunne mærke en øget bevidsthed i det borgernære og på skrift, siger han og peger særligt på indsatsen i daginstitutioner, børnehaver og skoler som en vigtig del af den nye politik.

- Man skal kunne mærke en øget bevidsthed blandt de voksne, som aktivt skal forsøge at skabe mere tryghed i institutionerne og på skolerne. De skal sørge for at klæde vores personale rigtig godt på, så vi bryder den negative cirkel, der gør, at mobning i de tidlige år sætter sig som angst, depressioner og ensomhed senere i livet, siger Tommy Petersen.

Der er brug for mere sammenhold og forståelse

Lou Lindenblatt går i 10. klasse og er efter mange år med drillerier glad for kommunens beslutning.

- Jeg blev mobbet og kaldt lebbe, inden jeg overhovedet selv vidste, hvem jeg var, siger Lou Lindenblatt, der håber, at den nye politik kan være med til at sætte fokus på at støtte unge LGBT-personer tidligere i livet.

- I starten følte jeg mig bare sær og forkert, også selvom både min familie og min lærer bakkede mig op. Jeg manglede et sammenhold, fordi det var svært at stå alene med det. Jeg tror, at den nye lov (kommunens handlingsplan, red.) kommer til at hjælpe mange LGBT-unge med at få den hjælp, de har brug for og med at føle sig okay, siger Lou Lindenblatt.

Økonomien ikke på plads endnu

Også foreningen Sabaah, der arbejder for at forbedre vilkårene for LGBT+ personer med minoritetsetnisk baggrund, hilser den nye handlingsplan velkommen, lyder det fra forperson Laeth Shir-Ali.

- Det gør en forskel i forhold til, hvordan det enkelte individ bliver behandlet, hvis man fra kommunens side er mere opmærksom, og så giver det god mening at have en lokal plan her, fordi langt størstedelen af landets LGBT+ personer bor i hovedstaden, siger han.

På nuværende tidspunkt er det ikke alle initiativerne, der er finansieret. Resten af pengene skal ifølge Tommy Petersen findes under budgetforhandlinger.