Københavns Kommune tæller hjemløse på gaden

Kommunens medarbejdere har været oppe hele natten for at få styr på, hvor mange hjemløse der sover på gaden

Københavns kommune har igen optalt hvor mange danske og udenlandske hjemløse, der sover i hovedstadens gader (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Rundt regnet halvt så mange hjemløse sover på gaden i København sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

Det viser en tælling, som Københavns Kommunes gadeplansmedarbejdere har foretaget i nat. Medarbejderne fra kommunens hjemløse-enhed har gået to og to i syv hold i bestemte områder af byen.

Optællingen viste, at 44 personer sov uden for i kulden, og heraf var de 41 udlændinge. Sidste år var der 80 gadesovere, hvor 58 var udlændinge, og for to år siden var der 170 gadesovere, heraf 129 udlændinge.

Men der er ikke nødvendigvis grund til at juble over faldet i antallet, for der er en vis usikkerhed, siger Pernille Nielsen, der er ansvarlig for optællingen.

- Tallet kan være udtryk for, at det er koldt, så mange sover indendørs eller er trukket inden for i en trappeopgang. Der kan være mange, der har samlet flasker ved en koncert i en anden del af byen, og endelig kan der være en del, som vi bare ikke har fundet, siger hun.

Socialborgmester Jesper Christensen (S) mener dog, at tallene peger på, at kommunen har ramt noget rigtigt i forhold til den hjælp, der er på området.

- Undersøgelsen bekræfter, at langt de fleste gadesovere er udlændinge, som enten ikke vil have eller ikke må få hjælp af kommunen. Vi sender i forvejen 10-15 af udlændingene hjem hver måned, men de danske gadesovere kan vi hjælpe, siger han.

I sidste uge var der således 60 ledige pladser på Københavns natherberg. Og så samarbejder Københavns Kommune med en række ngo'ere.

Det sker blandt andet med et transitprogram, hvori Kirkens Korshær indgår, fortæller socialborgmesteren.

- Vi har faktisk et ret stærkt samarbejde med ngo'erne, som godt må hjælpe de udenlandske hjemløse. Men vi kan ikke løse udfordringen alene.

- Problemet med gadesoverne er en national opgave, som skal løses sammen med politiet og staten, siger Jesper Christensen.

I 2015 var der sammenlagt over 1500 hjemløse i København.