I 52 dage har Toke Mathias Riskjær skrabet bunden af det danske samfund. Bogstaveligt talt.
- Der var en, der sparkede til min tiggerkop og bare gik videre. Så skulle jeg kravle rundt på jorden og samle de der småpenge op i koppen. Det var utroligt ydmygende.
I november, december og et par dage af januar var Toke hjemløs. Ganske frivilligt. I et eksperiment, der er mundet ud i programserien '52 dage som hjemløs', der bliver vist på DR1, pakkede han rygsækken og gik på gaden.
Målet med eksperimentet var at rette fokus på problemet med et stigende antal hjemløse, og han levede på de præmisser, som hjemløse på gaden lever under. Tiggeri var en af præmisserne, hvis han skulle spise. Med tiggeriet fulgte kontakten til det liv, som Toke i knap otte uger havde meldt sig ud af.
Selv om Toke havde en klar bagkant på sit liv som hjemløs, nemlig den 2. januar, så fortæller han, at han, som dagene skred frem kunne mærke, at kontakten til det almindelige liv på den anden side af tiggerkoppen ændrede karakter.
- Jeg kunne mærke, at folk reagerede på min tilværelse på en anden måde. Det er meget i den måde, man føler, at man bliver opfattet på, at man kommer til at føle sig som hjemløs, siger Toke.
Han beskriver tiggeriet som stærkt grænseoverskridende. Både det at udstille og ydmyge sig selv og leve på folks nåde, men også bevidstheden om, at han trods alt ikke var rigtig hjemløse, men blot i gang med et eksperiment.
Derfor kiggede han for det meste bare ned i brostenene. Når Toke tog sig mod til at kigge op, fortrød han det ofte.
- Der begyndte jeg at mærke, at folk ikke havde lyst til at kigge på mig. Det gør ondt, når folk gør sig umage for at undgå ens blik. Det var også grunden til, at jeg tiggede meget lidt og hellere ville gå og være sulten, siger Toke, der i løbet af sine 52 dage på gaden tabte sig 10 kilo.
Han forsøgte også at spørge folk direkte, om de ikke havde lyst til at give ham nogle penge.
- Det gjorde jeg kun en gang, for afvisningerne bliver endnu mere tydelige og direkte, når de udtrykkes med ord.
Mor var stofmisbruger og hjemløs
Hvad fik dig til at gå på gaden i 52 dage?
- Jeg kommer selv fra en baggrund, hvor min mor var stofmisbruger og har boet på gaden. Det er en verden, som jeg været bevidst om i hele mit liv, og jeg synes, det kunne være spændende at få et indblik i, hvordan mit kunne have set ud, hvis jeg havde fulgt min mors fodspor.
Tanken om at gå på gaden har ligget og ulmet i Toke noget tid, men lysten til rent faktisk at gøre det blev forstærket under en gåtur på Vesterbro i København, hvor Toke også bor med sin kæreste og datter, sidste forår.
En hjemløs står og kalder på sin mor. De lever øjensynligt sammen på gaden. Og ser ud til at være narkomaner begge to.
-Jeg tænker, at det kunne have været mig, hvis kortene var blevet lagt lidt anderledes. Jeg har set, hvad stoffer kan gøre ved en og har af samme grund aldrig prøvet hårde stoffer. Jeg ved, det ville kunne være gået begge veje for mig, hvis jeg var endt i det miljø. Men jeg har været stærk og truffet nogle gode valg.
De norske myndigheder traf et af valgene, da Toke var 12 år og boede med sin mor i Sandefjord. De vurderede, at moren ikke længere kunne tage sig af Toke, der blev sendt til Danmark, hvor far og farmor stod klar til at tage sig af ham.
Det gjorde Elliot og Theis også, da Toke pakkede sin rygsæk og gik på gaden i november. De to mænd var de første hjemløse, han fik kontakt til på gaden.
De blev hans introduktion til livet som hjemløs og hjalp blandt andet med at skaffe penge til mad og finde steder at sove. I det hele taget er det kommet bag på Toke, at mennesker på samfundets bund kan have overskud til at tænke på andre end sig selv.
- De hjemløse har været utroligt hjælpsomme og imødekommende. Ikke kun over for mig. Hvis en har haft tre øl i tasken, så giver han til dem, der har mest brug for det, siger Toke.
- Jeg er blevet utroligt overrasket over al den kærlighed og gavmildhed, der er imellem de hjemløse.
Med begrænsede midler og rift om de penge, der er at hive hjem på blandt andet tiggeri og flaskepant kunne man ellers godt tænke, at der ville være grobund for konflikter på gaden.
Sådan har Toke ikke oplevet det.
- Der er mere gensidig respekt end skænderier. Det handler også om, at man skal også passe lidt på sig selv, så det nytter jo ikke noget at komme op at slås. Så de hjemløse vil så vidt muligt gerne undgå konflikter.
De unge fylder meget
Der er flere ting i mødet med de gadehjemløse, der har overrasket Toke. Blandt andet deres alder.
- Jeg er virkelig overrasket over, hvor unge mange af de hjemløse er. Selv de hjemløse, som man tror er gamle, fordi de måske har et stort skæg, er unge.
Det stemmer godt overens med tendensen i den såkaldte hjemløsetælling, som SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, laver hvert andet år. Seneste tælling viser, at gruppen af hjemløse mellem 18 og 24 år stort set er fordoblet i løbet af seks år, så den i 2015 talte 1.172 personer.
Det giver ifølge Toke nogle udfordringer til herbergerne og varmestuerne, hvor ikke alle unge føler, at de passer ind blandt rutinerede hjemløse, der er vant til det hårde liv på herbergerne.
- Man bliver ikke ligefrem inspireret, og det kan være utroligt demoraliserende for en ung hjemløs at komme ind på et herberg, hvor de bliver tilbudt alt muligt. Når man er blevet spurgt 100 gange, om man vil have stoffer eller alkohol, kan det godt være, at man siger ja.
Efter 52 dage på gaden og kontakt med mange unge hjemløse ser han et stort behov for alternativer til de nuværende tilbud.
- Der er virkelig brug for et sted, hvor unge kan tage hen og sove uden at skulle bekymre sig om voksenproblemer.
Ensomhed og sagn
Toke taler varmt om de mange triste skæbner, han har mødt på gaden. Han har i løbet af de 52 dage som hjemløs knyttet flere venskaber, men meget af tiden som hjemløs var han faktisk ensom.
Det er svært at lave aftaler med mennesker, der er afhængige af stoffer eller alkohol, og møderne har ofte været tilfældige.
- Man ender med at være meget alene, så det er utroligt dejligt, når folk smiler til dig. Hvis alle kigger væk, så bliver det endnu hårdere for ens psyke, siger Toke.
Han er nu tilbage hos sin lille familie i lejligheden på Vesterbro, men fortæller at hans tanker godt tre uger efter sin hjemkomst stadig vandrer ud på gaden.
- Hvis jeg vågner, og det regner, så tænker jeg instinktivt på, hvor Theis eller Elliot sover. Det fylder meget, livet som hjemløs er ikke et liv, jeg vil ønske for nogen. Samtidig er jeg utroligt glad for, at jeg gjorde det, og for de bekendtskaber, jeg fik på gaden. så hvis jeg skulle gøre det hele igen ville jeg gøre det uden at blinke, men kun på grund af alle de fantastiske mennesker jeg mødte på gaden og muligheden for at fortælle deres historie