Har fået særlig dispensation: Spillested booker kun kvindelige kunstnere i et år

Forbrændingen i Albertslund har fået en dispensation fra Kulturministeriet til kun at booke kvinder i hele 2019.

Pernille Rosendahl er en af de kunstnere, der giver koncert på spillestedet Forbrændingen i Albertslund. (Foto: © MOGENS FLINDT, Scanpix)

Sidste år kom det frem, at scenen på spillestedet Forbrændingen skulle være forbeholdt solister og bands med kvinder i front i kampen for mere ligestilling i musiklivet.

Men allerede inden initiativet blev til virkelighed, mødte det kritik for at være i strid med ligestillingsloven.

Nu har Kulturministeriet alligevel valgt til at godkende Forbrændingens plan om at fokusere på kvindelige kunstnere. Det sker med en dispensation fra ligestillingsloven. Dermed har spillestedet det juridiske på plads.

- Nu har vi en blåstempling af projektet i forhold til det juridiske, og samtidig er det en anerkendelse af, at det er reelle udfordringer, vi arbejder med, siger Niels Christian Geil, der er souschef på Forbrændingen.

Projekt har dog ikke været problemfrit at stable på benene.

- Det her er et projekt med indbyggede problemer, men midlet helliges af målet, og vi synes ikke, at det er fedt, at tilstandene er sådan her i 2019, og derfor er det nødvendigt, siger Niels Christian Geil.

Det er nemlig en kendt problemstilling i musikbranchen, at det oftere er mandlige end kvindelige musikere, der står på plakaterne. Siden 2015 har det musikalske kvindekollektiv Hun Sole eksempelvis arbejdet på at sætte særligt fokus på danske, kvindelige musikere og sangere.

Opbakning fra branchen

Også i Dansk Musiker Forbund bakker man op om at booke kvindelige kunstnere i et helt år.

Det er nemlig et godt initiativ, mener næstformand Benjamin Aggerbæk.

- Vi er meget glade for, at Forbrændingen nu har fået lov til at kun at booke kvinder, selvom vi godt var klar over, at det ikke bare kunne blive blåstemplet, siger han.

Men selvom mandlige musikere i et år ikke står i første række til at indtage scenen, skal der gøres endnu mere for at komme ligestillingen i musikbranchen til livs, siger Benjamin Aggerbæk.

- Der er lang vej til at komme de her skævheder til livs, men det her er et lille skridt og et vigtigt forsøg, siger han.

Møder stadig kritik

Men den megen fokus på kvindelige kunstnere møder dog stadig kritik.

Ifølge Alex Ahrendtsen, der er kulturordfører for Dansk Folkeparti, strider Forbrændingens projekt nemlig mod loven.

- Ligestillingsloven giver dem ikke ret til det, og så har Kulturministeriet bare brugt en meget let benyttet dispensationsmulighed til at godkende Forbrændingens ansøgning, siger han.

Alex Ahrendtsen mener, at ligestilling, køn og kvinder er blevet politisk korrekte emner. Men Kulturministeriet skal ikke give dispensationer på grund af det.

- Hvis man ser på sangere, er de fleste kvinder, mens musikerne er mænd. Det er latterligt, for det handler ikke om køn og etnicitet, det handler om musik, siger han.

Tilbage i kulissen på Forbrændingen er Niels Christian Geil fortrøstningsfuld.

- Jeg fornemmer, at vi har støtte fra vores kollegaer på andre spillesteder, og vi synes, at vi har fået udfordringen og emnet ud til en ny ring af mennesker, og det er i sig selv værdifuldt, siger han.