Hvordan tackler man uro i klassen, hvordan skaber man en god tone på sociale medier, og skal alle altid inviteres med til hyggeaftener?
Det er nogle af de udfordringer, som 4554 forældre fra hele landet skal være med til at tale om for at undgå mobning. De har nemlig tilmeldt sig kampagnen #Devoksnesansvar, som Børns Vilkår og Trygfonden står bag.
Helt konkret betyder en tilmeldelse, at forældrene forpligter sig til at mødes og diskutere, hvordan man forebygger mobning.
- Målet er, at vi får sat trivsel på dagsordenen på alle forældremøder, når børnene begynder igen efter sommerferien, siger Sanne Lind, børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår.
Forældrene skal hjælpes på vej med en række videoer med forskellige dilemmaer, som fx hårdt sprog, regler for sociale medier og støj i klassen. De er udviklet for at give forældrene nogle konkrete emner at tale ud fra.
- Det kan være rart at være på forkant, inden der opstår problemer i klassen, så man får talt om, hvordan man griber forskellige situationer an, siger Sanne Lind.
Regler for hyggeaftener
Anne Sofie Nielskov fra Birkerød er en de tusindvis af forældre, som har meldt sig til kampagne. Hun er mor til en pige i 6. klasse og en dreng i 3. klasse i Rudersdal kommune. I datterens klasse, har de allerede afprøvet videoerne, der skal sætte gang i fællesdiskussionerne, og her var det positivt, at de talte om generelle eksempler i stedet for om deres egne børn.
- Den diskussion, der kommer, bliver mere frugtbar. Jeg oplevede, at vi som forældre blev mere ærlige i forhold til emnerne, siger Anne Sofie Nielskov.
I klassen førte diskussionerne til en liste med 10 regler for klassen, som forældrene lavede. Blandt andet blev der lavet regler for hyggeaftenerne – og hvis man vil invitere mere end halvdelen, så skal alle med. - Den problemstilling har vi ikke set efter, at vi har lavet de her retningslinier, siger Anne Sofie Nielskov.
Hun mener godt, at forældrene allerede ved, at de spiller en stor rolle i kampen mod mobning, men dialogen og fokus på de voksnes ansvar, hjælper alligevel:
- Jeg tror, det er vigtigt, at vi får gjort vores ansvar konkret over for vores børn i forhold til nogle specifikke retningslinier. Det er også nemmere at ringe op og tale sammen, når vi kan henvise til den liste, vi har lavet, siger Anne Sofie Nielskov.
To ud af tre er med
Der er forældre repræsenteret fra to ud af tre skoler i hele Danmark, viser tal fra Børns Vilkår. Og det glæder Sanne Lind:
- Fordi vi ved, at det er så vigtigt, at der bliver snakket om, hvordan man skaber god trivsel i en klasse, forklarer hun.
Efter sommerferien kontakter Børns Vilkår alle skoler for at gøre dem opmærksomme på, hvor mange forældre på deres respektive skoler, der har valgt at melde sig til kampagnen.
- På den måde så håber vi, at det vil sikre, at man får sat trivsel på dagsordenen på en god og konstruktiv måde, siger Sanne Lind.