Flere siger ja til hinanden - og færre skilles igen

Sidste år sagde 8.400 i hovedstadsområdet ja til at blive gift. Det er det højeste tal siden 2010, viser tal fra Danmarks Statistik.

- Vi er blevet mere økonomisk trygge, og så blomstrer kærligheden, fortæller Jeanette Ringkøbing Rothenborg, kommunikationschef i Center for Familieudvikling. (Foto: © ANDERS BIRGER SCHJØRRING, Scanpix)

Ja.

Det er et simpelt ord, men har stor betydning. Især når det handler om at sige ja til hinanden. Men flere og flere i hovedstadsområdet siger det korte, men vigtige ord til den, de elsker. Sidste år blev 8.400 personer gift. Det højeste i fire år. Det skyldes især, at vi er blevet mere økonomisk trygge, forklarer Jeanette Ringkøbing Rothenborg, kommunikationschef i Center for Familieudvikling. - Vi har set en periode, hvor der har været lidt utryghed økonomisk. Men nu kan man se, at man faktisk godt kan købe et hus sammen, stifte familie, og så har man også lyst til at gifte sig, siger hun.

Hos centret oplever de især, at det er, når par får børn, at lysten til at gifte sig for alvor melder sig på banen.

- Når der er det lille menneske, man har et fælles ansvar for, så er det for alvor, at parforholdet bliver afprøvet, og det også der, hvor man for alvor oplever nærhed, siger Jeanette Rinkøbing Rothenborg. Og mens flere og flere bliver gift, så er antallet af skilsmisser også dalet i hovedstadsområdet. Antallet af skilsmisser er nemlig faldet med 15 procent siden 2014. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

- Vi ser en tendens til, at folk ønsker at komme med deres udfordringer i parforholdet på et tidspunkt, hvor man stadig kan punktere de problemer, som ellers kunne gå i hårknude, siger Jeanette Rinkøbing Rothenborg.