El-biler er mest populære i Københavnsområdet

Gentofte og Rudersdal ligger i top på listen over kommuner med flest private elbiler.

Det er Teslaer som denne, der er blandt de mest solgte i Danmark. Alene i Region Hovedstaden er 58 procent af alle elbiler af mærket Tesla. (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

I Københavnsområdet har den grønne omstilling fået hjul at køre på.

Det er i hvert fald her, man finder den største andel af privatejede elbiler målt på antallet af personbiler i alt.

Den allerstørste trang til en el-bil finder man i Rudersdal Kommune og Gentofte Kommune, hvor ti ud af tusind personbiler er drevet af el.

Tal fra Danmarks Statistik slår fast, at der på landsplan findes lidt over 2,4 millioner private personbiler. Ud af dem er knap 6.300 elbiler.

Men selvom salget af elbiler er mere eller mindre stagneret, er det ikke tilfældigt, at Region Hovedstaden og særligt Nordsjælland har den største andel elbils-ejere på landsplan, mener Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom i FDM.

- Over halvdelen af de elbiler, der er blevet solgt i Danmark, er af mærket Tesla, som er en luksusbil, så det er primært folk, som har råd til at investere i relativt dyre biler, der køber en elbil, siger han.

Ifølge Ilyas Dogru, er det blandt andet luksus, der lokker forbrugerne over i elbilerne. Og med en pris, der svinger mellem en halv og halvanden million kroner, er en Tesla da heller ikke en bil, alle har råd til.

Men også mange andre faktorer spiller ind, når forbrugerne skal vælge mellem diesel, benzin og el, siger Ilyas Dogru.

- Forbrugerne kan få en en anderledes køreglæde, og så er der også et klimamæssigt aspekt, hvor forbrugerne gerne vil vælge en elbil, fordi den ikke udleder CO2 lokalt.

Rudersdals mange elbils-ejere kan også skyldes, at der er gode forhold for elbiler, siger Court Møller (RV), der er formand for Miljø- og Teknikudvalget i Rudersdal Kommune. Han mener, at det blandt andet er ekstra ladestandere og gode parkeringsmuligheder, der har lokket flere bilister til at investere i en elbil.

Rudersdals næsten 300 elbiler handler også om status, siger Court Møller.

- Når der er mange, der kører i elbil i Rudersdal, hænger det nok også sammen med, at der er en vis status i at være grøn og vise, at man gør noget for miljøet, siger han.

Men det er nu ikke kun de grønne tanker, der har fået flere borgere i kommunen til at investere i en elbil. Det er også udbuddet af elbiler på markedet, der har haft betydning for borgernes lyst til at købe én, mener Court Møller.

- De elbiler, der har vundet stort indpas, er Teslaer, og det har noget at sige, at nogle af de borgere, der har været vant til at køre rundt i en anden stor bil, måske har tænkt, at de nu ville investere i en Tesla, siger han.

Den vurdering er Mikkel Thomsager, chefredaktør på Bilmagasinet, enig i.

For det spiller en kæmpe rolle, hvilke elbiler, der er på markedet, hvordan de ser ud, og hvilken pris de har, mener han.

- Når der er mange elbiler i Nordsjælland, er det selvfølgelig fordi, at det var her, man hoppede på Teslaen, da den var et godt tilbud i 2015, og så fordi det bare er en lækker luksusbil, så der er noget symbolværdi i den, siger Mikkel Thomsager.

Artiklen er opdateret: Tidligere fremgik det, at Gentofte Kommune ligger i Nordsjælland.