Eksperter et år efter terror: Politikerne overreagerede

Man overreagerede fra politisk side efter terrorangrebene i København, mener eksperter.

Der gik fem dage fra Omar El-Husseins angreb på Krudttønden og Synagogen i Krystal, til politikerne var klar med 970 mio. kr. (Foto: © Freya Ingrid Morales, Getty Images)

Efterretningstjenesterne har fået en lille milliard til at bekæmpe terror, og deres muligheder for at overvåge danske borgere er blevet udvidet.

Reaktionen fra politikerne kom prompte, da København 14. februar sidste år blev ramt af terror. Men det var en overreaktion.

Det vurderer eksperter her få dage før årsdagen for skudangrebene på spillestedet Krudttønden på Østerbro og Synagogen i Krystalgade i det centrale København.

- Vi så med det samme overskrifter om terror, og så forventer vi, at myndighederne handler ude af proportioner, fordi vi forventer, at de træder i karakter for at beskytte sin befolkning. Det var det vi så, siger Lars Erslev Andersen, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier.

- Vi så en overreaktion, og vi mærker følgerne af den. Politiet mærker følgerne, statskassen mærker følgerne. Jeg synes, reaktionen var ude af proportion, siger Lars Erslev Andersen.

Kirstine Sinclair, der er lektor ved Syddansk Universitet og forsker i islamisme, er enig:

- Jeg synes, at der fra politisk side var tale om en overreaktion, da man så hurtigt sendte alle de penge efter efterretningstjenesterne, siger hun.

Tidligere PET-chef Jacob Scharf mener også, at politikerne skulle have klappet hesten, inden de besluttede, hvor alle pengene til terrorbeskyttelse skulle bruges.

- Det havde været fornuftigt, hvis man havde givet sig tid til at tænke over, hvordan man får bedst og mest mulig sikkerhed for de ekstra ressourcer. Det er jeg ikke sikker på, at man har fundet svaret på, siger Jakob Scharf.

Hos Socialdemokraterne forklarer retsordfører Trine Bramsen, at initiativerne ikke kom alene på baggrund af angrebene i København, og derfor mener hun, at det er forkert at sige, at de var forhastede.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1115557885161401