Onsdag aften afholdte Frederikssund Kommune to møder om det nye store byprojekt Vinge, som mangler 163 millioner kroner i kassen.
For der er store problemer med at finde hoved og hale i den aftale, som Frederikssund Kommune har indgået omkring etableringen af det stort opslåede byggeprojekt Vinge Centrum.
I et fortroligt brev, som DR København er i besiddelse af, sendt fra advokatfirmaet 'Nielsen Nørager' på vegne af Frederikssund Kommune til advokatfirmaet 'Horten', der har rådgivet kommunen, står der at:
- Der foreligger ikke en struktureret og fyldestgørende arkivering af sagsakterne, der gør det muligt for det nye projektteam og økonomiafdelingens nuværende medarbejdere at gøre sig bekendt med projektforløbet.
I brevet bliver der beskrevet forskellige problemer med den aftale, som 'Horten' har hjulpet Frederikssund Kommune med at indgå med samarbejdsparterne 'AP Ejendomme' og 'MT Højgaard' om etableringen af Vinge Centrum.
Og det er særligt problemer med, hvordan forhandlingerne af projektets kontrakter er foregået, der vækker bekymringer.
Der er nemlig ikke blevet noteret og journaliseret tilstrækkeligt i forbindelse med forhandlingerne, og samtidig har kommunens folk ikke nogen at spørge, da de personer, som arbejdede med aftalen, ikke længere er ansat i kommunen, fremgår det.
Brevet var bilag på den lukkede dagsorden til det ekstraordinære byrådsmøde, der blev holdt på Frederikssund Rådhus onsdag aften. Det var også med som bilag på et møde i kommunens økonomiudvalg, der blev afholdt fredag i sidste uge.
Ved begge møder sad borgmester John Schmidt Andersen (V) for bordenden.
Alligevel afviser han efter onsdag aftens byrådsmøde at kende noget som helst til problemer med journaliseringen.
- Det ved jeg ikke, så det kan jeg ikke kommentere på. Jeg ved det simpelthen ikke, lød det fra borgmesteren.
Det er ikke noget I har drøftet i dag?
- Nej overhovedet ikke. Vi har drøftet fremadrettet. Hvornår kan man forvente, at konsolideringsfasen er slut, og hvornår begynder der at komme indtægter for Vinge Centrum. Alt det andet du snakker om, ved jeg ikke noget om.
Jeg har fået oplyst, at der har været problemer med hele aftalegrundlaget. Det har ikke noget på sig?
Jeg aner ikke noget om det, så det kan jeg ikke svare på. Det er for at sige det kort.
Der er ikke nogen problemer med journaliseringen?
- Jeg ved det simpelthen ikke, så må vi stoppe interviewet, hvis du bliver ved med at spørge, for jeg kan jo svare på ti forskellige måder. Jeg ved det simpelthen ikke og kan ikke svare på det.
Men at borgmesteren skulle være helt uvidende om problemer, som er beskrevet i bilag til to møder, han selv har siddet med til, bliver mødt med stor skepsis af professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet, Bent Greve.
- Borgmesteren må have kendskab til det, og borgmesteren må have vidst, at der er problemer både med journalisering, og at der kan være nogle udestående juridiske problemer i forhold til det samlede kontraktforløb. For mig tyder det på, at det har borgmesteren ikke lyst til at snakke om, siger Bent Greve.
Det er dog usikkert, hvilke konsekvenser det kan få, vurderer Bent Greve.
- Han er valgt for en fireårig periode, og han kan ikke afsættes i den periode. Det har man valgt at gøre generelt for at sikre stabilitet i kommunerne, så der ikke kan være et skiftende flertal, der pludselig afsætter en borgmester. Derfor kan byrådet ikke afsætte ham, understreger Bent Greve og fortsætter:
- Det gælder jo borgmestre, som det gælder andre toppolitikere, at de har faktisk en pligt til at tale sandt, men der behøves ikke efterfølgende at være nogle konsekvens, hvis de ikke gør det. Men man må forvente, at de gør det, for det ødelægger det politiske systems legitimitet og troværdighed, hvis man ikke kan stole på, hvad de siger, konstaterer Bent Greve.