Borgere i oprør over kommunes børnebesparelser: 'En katastrofe'

Flere af Frederikssunds borgere vil onsdag aften demonstrere mod kommunens besparelser på børne- og ungeområdet.

Før jul måtte Frederikssund Kommune finde 100 mio. kr. i besparelser på grund det kuldsejlede bydelsprojekt Vinge Centrum. Og nu er der planer om at svinge sparekniven igen. Denne gang på børne- og ungeområdet.

Der skal findes flere millioner kroner i Frederikssund Kommunes nye budget.

Og det kommer nu, ifølge kommunens spareplan, blandt andet til at gå ud over børne- og ungeområdet i kommunen.

Det har fået flere af kommunens borgere til at blive så sure, at de nu vil demonstrere mod kommunens besparelser.

Der er nemlig lagt op til massive forringelser i vuggestuer, børnehaver, på skoler og i tilbuddene til de unge, når man ser på kommunens budgetforslag for 2019.

Og det forslag møder stor modstand både blandt lærere, pædagoger og forældre i kommunen.

Blandt de 263 høringssvar, som kommunen har fået på budgetplanen, handler 92 af dem om utilfredshed og bekymringer på børne- og ungeområdet.

En af dem, der er vred over de mulige besparelser, er Cecilie Schmidt. Hun er mor til tre børn i Frederikssund Kommune.

Hun er også initiativtager til demonstrationen mod besparelserne, der finder sted onsdag aften.

- Jeg er dybt bekymret, for det får konsekvenser for de helt små børn og også skoleeleverne, siger hun.

Det er bestemt ikke første gang i den seneste tid, at Frederikssund Kommune har skulle spare store millionbeløb.

Sidste år slog et storstilet byprojekt - kaldet Vinge og Vinge Centrum - fejl, og kommunen måtte finde 100 millioner kroner, da projektet faldt til jorden.

Cecilie Schmidts bekymringer er nu, at de nye besparelser går ud over børnene i kommunen.

- Hvis man ikke trives i ens børneår i vuggestuen og børnehaven, så tager de det jo med sig. Børn har jo en lille rygsæk, de putter alle de her ting i, siger hun.

Pædagoger: Der er tale om en katastrofe

Hos pædagogerne i kommunen frygter man en decideret katastrofe.

Sådan lyder det fra Mette Wittenburg, som er fællestillidsrepræsentant for pædagogerne i Frederikssund Kommune.

- Vi sætter jo pædagogernes arbejdsmiljø under pres, og man bliver frustreret, når man ikke kan bruge sin faglighed og stresser rundt, siger hun.

Hun er blandt andet utilfreds med, at der er lagt op til at nedlægge stillinger, som vil gøre hverdagen hårdere for pædagogerne.

Samtidig vil kommunen ændre fordelingen af uddannede og ikke-uddannede medarbejdere, så flere af medarbejderne i institutionerne er ikke-uddannede pædagoger.

Men det er ikke godt nok, mener Mette Wittenburg.

- Det er de her år, at børnene skal danne relationer, lære at definere sig selv, og det lægger de her nye arbejdsmiljøer ikke op til, siger hun.

Lærerformand: Vi skal i en helt anden retning

Heller ikke hos lærerne i kommunen mener man, at besparelserne giver mening.

- Vi har brug for at rette op på folkeskolen i Frederikssund, så elever og lærere har lyst til henholdsvis at gå i og arbejde på skolerne i Frederikssund, siger Regitze Maria Flannov, formand i Frederikssund lærerkreds.

Kommunen vil i budgetforslaget blandt andet spare på lærernes forberedelsestid.

- Mindre tid til lærernes forberedelse i et system, hvor vi har den højeste undervisningsprocent i Nordsjælland, vil betyde, at vi presser mulighederne yderligere for at levere rigtig god undervisning for eleverne, siger hun.

Det har ikke været muligt at få et interview med Frederikssunds borgmester, John Schmidt Andersen (V), men han skriver i en sms til DR, at:

- Der i øjeblikket forhandles om budgettet for 2019. Derfor er der ikke truffet beslutning om, hvilke besparelser der vil komme på tale i Frederikssund Kommune, skriver han.