Selvom det går fremad med at sikre kræftpatienter i hovedstaden behandling til tiden, venter hundredvis stadig for længe.
I årets tre første kvartaler har over 800 kræftpatienter i Region Hovedstaden ventet længere tid på kræftbehandling end fristerne i de såkaldte kræftpakker.
De mange forsinkede behandlingstider skyldes ressourcemangler på sygehusenes kræftafdelinger:
- Der er et reelt ressourceproblem. I øjeblikket er der en relativ mangel på speciallæger, og så er der nogle velkendte flaskehalse. Det er de, som skal lave billedediagnostik og se på vævsprøver, altså stille diagnosen. Det er radiologer og patologer, siger Michael Borre, formand for sammenslutningen De Multidisciplinære Cancergrupper.
Region: Ikke godt nok
I Region Hovedstaden erkender man, at det er problematisk, at flere hundrede kræftpatienter med alvorlige kræftsygdomme venter længere tid på behandling end de fastsatte frister:
- Det er jo simpelthen ikke godt nok. Det er noget af det, vi kommer til at arbejde meget målrettet videre med næste år, siger formand for Sundhedsudvalget Karin Friis Bach (Rad.V).
I årets første tre kvartaler ventede 80,9 procent af patienter med tarmkræft-metastaser for længe på behandling, mens det for patienter med blærekræft var 54,1 procent. For patienter med lungekræft ventede 24,8 procent for længe.