Ambulanceselskabet Bios skal betale en bod på 15 millioner kroner, som Region Syddanmark har pålagt operatøren for ikke at leve op til kontrakten. Det er resultatet efter dagens regionsrådsmøde.
Boden falder, fordi Bios ikke har været i stand til at opfylde kontrakten med regionen, siden de overtog ambulancedriften 1. september 2015. Boden til Bios er på 15 procent af den månedlige betaling til selskabet. Det er fra perioden 1. januar til og med april, og det beløber sig til 15 millioner kroner.
Regningen bliver sendt til Bios, og selskabet har som udgangspunkt 30 dage til at betale pengene. Der kan dog gå lang tid, før Region Syddanmark ser pengene på kontoen. Bios har nemlig tidligere nægtet at betale en bod. Det fremgår af et advokatbrev, som DR Fyn er i besiddelse af.
Bios-advokatens hovedargument er, at Bios og den syddanske ambulancetjeneste befinder sig i en force majeure-lignende situation, hvor uforudsigelige forhold har gjort det totalt umuligt at levere op til aftalen med regionen.
I samme brev truer Bios Region Syddanmark med en retssag, hvis boden skal betales. Fastholder Bios det synspunkt, indledes der en tvist, fortæller Stephanie Lose (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark.
- Det tager lang tid, når det juridiske system sætter ind, og der skal tages højde for tvistløsningsbestemmelser. Men det er spillets regler, som vi må respektere, siger hun.
Desuden er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i gang med undersøgelser af Falcks rolle i Bios opstart i Region Syddanmark. Disse konklusioner skal muligvis også tages i betragtning i i tvistspørgsmål, fortæller Stephanie Lose.
Boden på de 15 millioner kroner er fra 1. kvartal. Men Bios har stadig problemer med at stille det ønskede antal beredskaber. Derfor kan endnu en bod være sandsynlig, mener regionsrådsformanden.
- Men først og fremmest afventer vi denne tvist, siger Stephanie Lose.
DR har forsøgt at få en kommentar fra Bios direktør, Morten Hansen, men han er ikke vendt tilbage på henvendelserne.