Nam! Det er jordbærtid: "Nu kører det på fuld speed"

Det varme vejr har reddet jordbærsæsonen, og det tegner til at blive en rigtig fin én.

Jordbær fra indendørs dyrkning er godt på vej ud i de danske butikker. Jordbær, der dyrkes udenfor, må vi vente lidt på endnu. (Foto: © Anne Mette Dam Thrane DR Fyn)

Med sukker, mælk eller bare helt nyplukkede.

Jordbær er en populær spise for rigtig mange danskere om sommeren, men allerede nu kan du smage de søde, røde bær produceret i væksthuse og tunnelhuse mange steder i landet.

Hos Gartneriet Skovhavegaard Bær i Vissenbjerg oplever ejer Kalina Kozub, at det er en god og travl sæson.

- Vi får en masse bær lige nu. Bærrene er kommet en lille smule sent, men nu kører det på fuld speed.

Jordbærrene hænger ned fra væksthuset i lange lige rækker, og der er nok af modne bær, der kan spises.

- De modner meget hurtigt nu, så det er også vigtigt at sælge dem hurtigt. Så vi plukker utrolig meget – omkring to ton om dagen, siger Kalina Kozub.

Skovhavegaard Bær i Vissenbjerg har masser af modne røde bær i væksthuset netop nu. (Foto: © Tonny Schnoor)

Hos gartneriet i Vissenbjerg oplever de netop nu stor efterspørgsel på jordbær.

- Vi sælger til de danske supermarkeder i hele landet og mange spørger efter flere. Alt kan sælges. Der er ikke noget tilbage, når vi er færdige med dagen, fortæller Kalina Kozub.

Selv om de jordbær, som er spiseklare allerede her i maj, er dyrket indendørs, så har bierne stadig haft deres snabel med i spillet.

- De bor i en kasse, og når det er varmt nok, så flyver de ud og bestøver vores dejlige blomster, og så laver de flotte bær, siger Kalina Kozub.

Glade frugtavlere

Hos Gasa i Odense, der videresælger dansk frygt og grønt, oplever man, at frugtavlerne generelt er glade for, at det kolde forår er skiftet ud med meget varmere solskinsdage.

- Det gode vejr gør, at vi nok får hentet det, som vi har været bagud med tidligere på sæsonen, siger Torsten Boger, salgskonsulent, Gasa Odense og fortsætter:

- Det tyder på, at det ikke går så galt som frygtet, er meldingen fra avlerne, hvor man forventer gode mængder af jordbær.

Frilandsbær i juni

Vil man hellere spise jordbær, som er dyrket i det fri, må man vente lidt endnu.

- Vi forventer, at der er frilandsjordbær fra omkring Grundlovsdag, vurderer Torsten Boger.

Og den vurdering er Gartneriet Skovhavegaard Bær enig i.

- Udenfor hos os er det en anden sort. De er nok klar om tre ugers tid. Forskellen er, at de bær, der kommer udenfor, giver bær i rigtig lang tid, siger Kalina Kozub, der forventer at frilandsjordbærene giver afkast helt indtil november.