Miljøstyrelse klar med ny bolig i Odense til jul

De mere end 400 ansatte i Miljøstyrelsen skal fremover bo tæt ved Odense Banegård Center i bygninger, der tidligere har huset Den Sociale Højskole.

Miljøminister Esben Lunde Larsen forventer, at Miljøstyrelsen kan være på plads i Odense allerede i slutningen af i år. (Foto: © Dr)

De mere end 400 ansatte i Miljøstyrelsen skal fremover bo i den tidligere Sociale Højskole i hjertet af Odense og i lokaler på havnen i Odense.

Det afslørede miljøminister Esben Lunde Larsen på et pressemøde onsdag eftermiddag.

Han forventer, at styrelsen kan flytte fra København til Odense i slutningen af i år.

- Vi ser meget frem til at flytte ind. Det er et meget fint og funktionelt sted, siger Esben Lunde Larsen (V), der også erkender, at Miljøstyrelsen har ledt efter et sted, der lå tæt på banegården i Odense.

- Så det er nemt i hverdagen for dem, der vælger at pendle hertil men også i det hele taget centralt, fordi Miljøstyrelsen har kontakt med mange aktører i hele landet, siger miljøministeren.

Delt på to adresser til at begynde med

I alt flyttes 440 årsværk til Odense. De 350 medarbejdere skal bo på Tolderlundsvej 5 i den gamle socialrådgiverhøjskole, mens cirka 150 medarbejdere i begyndelsen skal bo i bygninger på Englandsgade på havnen, indtil resten af lokalerne på Tolderlundsvej er klar.

Adressen på havnen kommer medarbejderne fra Miljøstyrelsen i øvrigt til at dele med en anden udflyttet arbejdsplads - nemlig Spillemyndigheden. De lokaler kan forholdvist hurtigt tages i brug og derfor kan de første medarbejdere flytte fra København til Odense allerede til sommer.

Ifølge Esben Lunde Larsen vil de 440 årsværk plus studentermedhjælpere reelt betyde, at omkring 500 medarbejdere i Miljøstyrelsen, fremover skal arbejder i Odense.

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) kalder udflytningsplanerne "modige", og lover, at alle de fynske kommuner vil gøre deres til, at udflytningen kommer til at gå så let som muligt for de berørte medarbejdere. Og kommunerne er også klar med nye medarbejdere, hvis ikke alle flytter med.

- Nu har vi jo uddannet til hovedstaden, så vi er glade for, at vi nu kan uddanne til lokale arbejdspladser, siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S).

Odense får flest arbejdspladser

Miljøstyrelsens flytning fra København til Odense er en del af regeringens seneste runde af omplaceringer af statslige arbejdspladser i Danmark.

Samtidig overføres Miljøstyrelsens opgaver med ministerbetjening til departementet - det drejer sig om 150 arbejdspladser.

Samlet set er Odense også den by, der har fået flest statslige arbejdspladser i den seneste runde af omplaceringer - nemlig 465 i alt.

Det samlede antal af planlagte, nye statslige arbejdspladser uden for København er med den seneste runde 7925 under den nuværende regering. Af dem har Odense i alt fået 768.