Lussing til Langeland: Fyret som asyl-operatør

Langeland Kommune skal ikke drive asylcentre næste år. Udlændingestyrelsen kritiserer kommunens ledelse.

Jammerbugt, Thisted, Tønder og Vesthimmerlands kommuner samt Røde Kors bliver operatører af asylcentre i 2017. Langeland ansøgte også, men blev ikke valgt. (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Udlændingestyrelsen har besluttet, at Langeland Kommune ikke længere skal være operatør på indkvarteringsområdet.

Det er blandt andet problemer i ledelsen, som ligger til grund for fyringen.

Udlændingestyrelsens direktør Tanja Franck fortæller på styrelsens hjemmeside:

- Vores samarbejde med Langeland Kommune har tidligere fungeret godt. Men vi har valgt ikke at fortsætte samarbejdet, da vi ikke længere mener, at de er de rette til at varetage opgaven.

- Vi har oplevet flere situationer, hvor kommunen har udeladt at give centrale informationer til os, og der er under udbudsprocessen kommet nye oplysninger frem om alvorlige ledelsesmæssige problemer, siger hun og fortsætter:

- Langeland Kommune kan derfor efter vores opfattelse ikke i tilstrækkeligt omfang sikre, at indkvarteringsopgaven løses, så asylansøgerne får en værdig og tryg ventetid under asylsagens behandling.

"Det måtte jo ske"

Udlændingestyrelsen møder enighed fra lokal politiker.

- Det måtte jo ske med alle de sager, som har været. Det er svært at se, hvordan vi skulle kunne fortsætte ansvarligt, mener kommunalbestyrelsesmedlem Kim Welcher (DF).

Langeland driver asylcentre flere steder i landet. På asylcentret i Nyborg blev beskeden modtaget med blandede følelser.

- Det kommer ikke bag på os. Det er en befrielse, at vi har fået en konkret dato, men vi er selvfølgelig kede af det på vores kollegers vegne, siger centerleder Janni Staal til DR Fyn.

Asylansøgerne på Langeland flyttes til andre centre frem til udgangen af april. Det vil ske så hurtigt, det er muligt med respekt for den enkelte beboer, forklarer styrelsen på hjemmesiden.