Kok om voldsneglen i din have: En ny dansk delikatesse

Hvis du samler omkring 50 snegle, så har du til en delikat to-personers middag, siger køkkenchef.

Som haveejer er du måske stødt på den nye plage, der minder om dræbersneglen. Det er voldsneglen, og den har i modsætning til dræbersneglen et brunt, mønstret hus på ryggen.

Den er en invasiv art, som hurtigt breder sig, hvis man ikke reagerer. Men køkkenchef Michael Madsen fra Kok og Vin i Odense har et konstruktivt forslag til, hvad du kan bruge sneglen til.

- Som kok ser jeg jo mad overalt. Lav en pastaret, hvor du kan gemme de her snegle lidt med masser af persille og brunet smør. Det ser ikke så lækkert ud bare at spise rå snegle, men det er jo heller ikke lækkert bare at spise rå muslinger – der skal også gøres et eller andet ved dem, siger Michael Madsen.

Hvis man har mange voldsnegle i haven, er det med at samle så mange af dem som muligt. Når man har samlet omkring 50 snegle, har man nok til to personer. Men efter du har samlet sneglene, skal du væbne dig med tålmodighed.

- Man kunne gøre det til et hyggeprojekt i familien, hvis man har små børn, foreslår Michael Madsen, for det tager en uge, før du har mad på bordet.

Sæt de indsamlede snegle i en trækasse med krydderurter i og lad dem spise i fem dage. Derefter skal sneglene faste i to dage. Herefter skal sneglene koges, tarmene skal fjernes, og så skal de koges møre og derefter tilberedes.

Man kan diskutere, om den har en god smag eller ej, men Michael Madsen er ikke i tvivl om, hvordan voldsneglen skal defineres.

- Det er en ny dansk delikatesse. Vi er jo ikke vant til at spise snegle i Danmark, men det er måske en ny trend, siger Michael Madsen.

Er man vild med idéen om at spise snegle - men ikke så begejstret for at skulle indsamle dem og slå dem ihjel - så er det muligt at købe vinbjergsnegle på dåse.