Den ligner en almindelig lille snegl med hus og små følehorn.
Men voldsneglen er blevet et større og større problem i Danmark og bliver set som en konkurrent til dræbersneglen.
Derfor har Miljøstyrelsen valgt at opfordre danskere til at udrydde sneglen.
- Der er meget, der tyder på, at den plettede voldsnegl er ved at få en større udbredelse i Danmark, og Miljøstyrelsen får flere henvendelser om den end tidligere, siger Anne-Marie Vægter Rasmussen, kontorchef, Miljøstyrelsen, i en pressemeddelelse.
Den plettede voldsnegl er en invasiv art - det vil sige en art, der har spredt sig kunstigt i et område, og som skader de oprindelige arter.
Det skyldes, at den er tvekønnet og begge individer, der parrer sig, får afkom. Det gør at få snegle på meget kort tid kan blive til rigtig mange snegle.
Derudover er der også udsigt til, at den breder sig mere i takt med, at der i Danmark vil være et varmere og fugtigere klima i fremtiden, hvilket gør, at sneglen trives bedre.
Populær delikatesse i Frankrig
Den stammer oprindeligt fra det vestlige Europa og Middelhavsområdet, men blev første gang udsat i Danmark i 1890 på Christianshavns Vold.
Det er der, dens navn kommer fra, og det har altså intet at gøre med, at den skulle have voldelige egenskaber.
I Danmark er sneglen uønsket, men i lande som Frankrig er det en fin spisesnegl på niveau med eksempelvis vinbjergsnegle og er kendt under navnet 'Le petit Gris'.
Ifølge Miljøstyrelsen kan du typisk finde den siddende på planter ved husmure eller på havens plantestængler.
Man bekæmper den ligesom dræbersneglen. Nedenfor kan du læse hvordan.
Bekæmpelse af voldsnegl
- •
Bekæmpelse kan ske ved håndplukning af sneglen eller sneglegift.
- •
Du kan aflive sneglen ved hurtigt at knuse den for eksempel med et hårdt tramp eller brug af tungere genstand, eller ved at hugge den over i ét hug med eksempelvis en spade.
- •
Voldsneglen etablerer sig oftest i områder med lav og åben bebyggelse, som man ofte finder det i villaområder. Sneglen er aktiv ved skygge, fugt og om natten.
- •
Kilde: Miljøstyrelsen