Slagsmålet om resterne af det konkursramte Bios er i fuld gang.
Ifølge fagforbundet 3F har de tidligere Bios-reddere penge til gode på grund af enten for meget overarbejde, manglende løn eller mangelfulde lønsedler.
Derfor forsøger 3F netop nu at få udbetalt de manglende penge til redderne.
- De medlemmer, som har udført det her arbejde, skal selvfølgelig have den løn, de har til gode, siger Jan Villadsen, der er formand for 3F's transportgruppe.
3F, Dansk Erhverv Arbejdsgiver, Region Syddanmark og en række andre har netop holdt møder om de første lønsager efter Bios' konkurs.
En del af sagerne skal præsenteres for den kurator, som skal fordele pengene i konkursboet, men der mangler stadig en række informationer.
- Der har ikke været nogen dokumentation af, hvornår de har arbejdet, hvem der har arbejdet og lignende. Den dokumentation må vi og kurator nu se, om vi kan finde, siger Jan Villadse fra 3F.
Bios mener, de har udbetalt løn, som de skulle, og eventuelle stridsspørgsmål sender de videre til Region Syddanmark.
- I den tid, Bios har haft ansvaret, har alle ansatte fået udbetalt deres løn. Det gælder alle vagter og al overarbejde. Hvis 3F vil gå videre med sagen, er det ikke Bios, de skal blive enige med, men Region Syddanmark, skriver Bios i et skriftligt svar til DR Syd.