G20, kø og kaos: Her er de bedste og værste rejsedage

Køreturen kan blive forlænget mange timer, hvis du er rammer ind i motorvejenes lange køer.

Lørdagene i juli er erfaringsmæssigt nogle af de største rejsedage på hele året. (Foto: © Dennis Lehmann, Scanpix)

Gps’en siger umiddelbart 12 timer til Østrig, men du når kun til Hamborg, da de første seks timer er gået.

De europæiske motorveje er under hårdt pres hver weekend hele sommeren. Lørdag er skiftedag i de fleste ferieboliger, og derfor er vejene rødglødende netop den ugedag.

Går turen sydpå allerede i dag, kan du risikere at rende ind i kø allerede ved den tyske grænse. Der afholdes nemlig G20-topmøde i Hamborg i dag og i morgen, og det betyder, at Tyskland har skærpet grænsekontrollen flere steder.

Omvendt kan du hele sommeren være heldig at undgå kø og forsinkelser, hvis du lægger rejsetidspunktet smart.

P4 Fyns trafikredaktør anbefaler, at du tager den lange køretur mandag-torsdag eller tager en overnatning på vejen.

- Værst er det altid fra natten mellem fredag og lørdag og hele lørdagen indtil sidst på eftermiddagen. Der er efterhånden også en del trafik om søndagen, forklarer Finn Andersen fra P4 Trafik.

Indtil udgangen af august er der kørselsforbud for lastbiler hver lørdag på de fleste tyske motorveje i tidsrummet fra kl. 7-20.00, og søndag er stadig hviledag for lastbilerne på den tyske Autobahn.

- Det hjælper selvfølgelig en smule, men til gengæld er der en afsindig mængde personbiler og ikke mindst campingvogne, forudser Finn Andersen og forklarer, at der er vejarbejde på næsten alle strækninger ned gennem Tyskland.

- Især mellem Neumünster og Hamborg vil rigtig mange bilister blive generet og forsinket af vejarbejde, siger han.

FDM anbefaler, at du altid orienterer sig om trafik- og køsituationen, inden sætter dig ind i bilen.

5 gode råd fra trafikredaktøren:

  • 1. Tjek bilens dæk, lygter og klimaanlæg

  • 2. Husk at drikke vand

  • 3. Hold pauser og skift chauffør

  • 4. Installer app til vejhjælp og forsikring

  • 5. Regn altid med, at turen tager længere tid end forventet