Hvad skal vi gøre af lille Mille og storebror William?
Forældre over hele landet skal måske meget snart til at finde alternative pasningsmuligheder.
Danmarks Lærerforening og BUPL har udsendt strejkevarsel, som betyder, at 10.900 lærere og pædagoger er udtaget til strejke fra 4. april.
Birkhovedskolen i Nyborg er en af de skoler, hvor forældrene skal begynde at tænke i alternative pasningsordninger.
- Jeg bliver ramt i og med, at jeg skal til at have fri og skal have passet mine børn. Og da min kone arbejder i Slagelse, giver det nogle logistiske udfordringer, siger Ken Høg Ris, der er forælder til et barn i 0. klasse på Birkhovedskolen.
En anden, der ikke er begejstret for strejkevarslingen, er Mette Hansen. Hun er mor til en pige i 0. klasse. Men fordi hendes mand har aftenarbejde, kommer de ikke til at have problemer med pasningen.
- For mig har det ikke så stor betydning, men for mange af mine kollegaer er det et problem, fordi de er nødt til at tage fri, fortæller hun.
Går ud over børnene
Men det er ikke kun forældre til børn i de mindre klasser, der er bekymrede over den muligt forestående strejke.
- De går glip af noget undervisning, og det er det, jeg synes er rigtig træls for børnene, siger Mette Jensen.
Hun har børn i henholdsvis 6. og 10. klasse, og hun havde derfor også lærerlockouten i 2013 tæt inde på livet.
- Vi har prøvet det en gang før, og jeg synes det er rigtig synd for eleverne, fordi det altid er lige op til deres eksamen eller skoleafslutning, hvor det betyder rigtig meget for dem at være med, siger hun og fortsætter:
- Jeg har også en dreng i 10. klasse, som er afhængig af, hvordan det går ham til eksamen.
Kan godt forstå lærerne
Selvom det giver forældrene hovedbrud, når det kommer til pasningen af deres børn, kan de godt forstå, hvorfor der kan være brug for en strejke.
- Jeg kan sagtens forstå lærerne. Jeg synes, det er vigtigt, at dem, der ansætter i det offentlige, også lytter til deres medarbejdere. Det er lærerne, der er sammen med børnene og som ved, hvad der skal til. Så må man også lytte til dem, siger Mette Jensen.
Ken Høg Ris kan også godt forstå lærerne, men han er dog ikke enig i, at en strejke er den bedste løsning.
- Jeg tænker, at det er en dum måde at gøre det på. Vi prøver at lære vores børn, at der som regel findes en dialog, hvor man kan snakke om tingene. Men når voksne mennesker ikke kan det, så er det svært at forklare til børnene, siger Ken Høg Ris og fortsætter:
- Der må være nogle kloge hoveder, der kan finde en bedre løsning.
Kun to lærere til rådighed
Ifølge Rikke Hunsdahl, BUPL's formand på Fyn, er en strejke en del af det danske arbejdsmarked.
- Det er en del af den danske model, og det aftalesystem der er, at hvis der ikke er en overenskomst, så er det et lovligt skridt at tage, siger hun.
På Birkhovedskolen betyder en eventuel strejke, at skolen praktisk talt er nødt til at lukke ned.
- Det er både SFO og skole, der bliver ramt af strejken. Jeg har meget, meget få lærere, der kan komme på arbejde. Jeg tror kun, at jeg har to tjenestemandsansatte, fortæller Karsten Højgaard, der er skoleleder.
I Nyborg Kommune sidder borgmester Kenneth Muhs (V) og krydser fingre for, at det ikke bliver nødvendigt for forældrene at skulle tage fri for at få passet børnene.
- Jeg håber, at partnerne finder hinanden, og der kommer en løsning, inden det når så vidt at konflikten ender i strejke eller lockout, siger han.