Op mod 100.000 ansatte i stat, regioner og kommuner skal nedlægge arbejdet fra 4. april, hvis ikke det lykkes at forhandle nye overenskomster på plads i Forligsinstitutionen.
Det ligger fast i forhold til den plan for en storstrejke, som de offentligt ansattes fagforeninger offentliggjorde i dag. Forligsinstitutionen kan dog trække parterne til forhandlingsbordet og udskyde en konflikt i to gange 14 dage.
I givet fald vil en konflikt træde i kraft i begyndelsen af maj.
Overblikket over en mulig konflikt tegner sig dog først på tirsdag, hvor samtlige af de faglige organisationer ventes at have udsendt konfliktvarsel til arbejdsgiverne.
Men allerede nu har flere organisationer peget på de arbejdspladser, hvor medlemmer skal nedlægge arbejdet, hvis altså forhandlerne må kaste håndklædet i ringen, efter at de nuværende overenskomster er udløbet 1. april.
HK Kommunal har i alt omkring 48.000 medlemmer - og er fagforening for kontoransatte i kommuner og regioner. Blandt andet lægesekretærer. Her har man udpeget medlemmer i alle landets fem regioner og i 53 af de 98 kommunerne.
HK Stat er fagforening for 30.000 statsansatte kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere i staten. Her er 2.100 medlemmer udtaget til konflikt. Blandt andet i Banedanmark, politiets servicecentre og Statens Administration i Hjørring.
Akademikerne er paraplyorganisation for 25 faglige organisationer, der organiserer akademisk uddannede i Danmark. Her har man valgt at varsle konflikt for de 12 procent, der er ansat i staten - i alt 6.000 medlemmer.
Fagforbundet FOA, der organiserer 180.000 medlemmer med job som sosu-assistenter, hjemmehjælpere, portører og sygehjælpere, har udpeget en lang række arbejdspladser til konflikt. Det berører 13.700 medlemmer på det kommunale område og 2.200 i regionerne.
Danmarks Lærerforening har udpeget 171 skoler i ti udvalgte kommuner, der skal strejke under en eventuel konflikt. Det drejer sig om cirka 5.900 lærere.
Gymnasieskolernes Lærerforening omfatter 14.500 medlemmer, der er ansatte i staten på landets gymnasiale uddannelser - blandt andet stx, hhx, htx og 2-årigt hf. Fagforeningen har udtaget 19 gymnasier til at blive ramt af en strejke.
Uddannelsesforbundet er fagforening for 10.500 lærere, ledere, vejledere og konsulenter på almene og erhvervsrettede uddannelser og på sprogcentre. Her er der varslet strejke for medlemmerne på 19 uddannelsesinstitutioner.
Frie Skolers Lærerforening (FSL) er en fagforening for lærere og børnehaveklasseledere på frie grundskoler og efterskoler. Her er der 9.000 medlemmer. Fagforeningen har udsendt strejkevarsel for omkring 1.000 medlemmer på 58 frie grundskoler og efterskoler.
BUPL har udpeget arbejdspladser i 12 udvalgte kommuner, hvor pædagogerne skal nedlægges arbejdet i tilfælde af konflikt. Det drejer sig om 5.200 pædagoger.
Se kort over de pædagogiske arbejdspladser her.
Socialpædagogernes Landsforbund tæller 39.000 medlemmer. Her er 2.750 socialpædagoger på 181 arbejdspladser landet over udtaget til strejke.
Sygeplejerskernes fagforbund Dansk Sygeplejeråd,DSR, har udtaget knap 6.000 af de 75.000 medlemmer til at gå i strejke. De 4.500 er de strejkeudpegede medlemmer er ansat i regionerne, 1.000 er ansat i kommunerne og omkring 100 er ansat i staten.
Også Lægerne har varslet konflikt. For første gang nogen sinde går overlæger og yngre læger i konflikt sammen. Det vil berøre alle landets sygehuse.
Det vil først og fremmest være de planlagte operationer og undersøgelser, som bliver berørt, hvis konflikten kommer.
Også på statens område har Yngre Læger og Overlægeforeningen varslet strejke. Det vil foregå i Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed. 35 overlæger og 41 yngre læger er omfattet af strejkvarslet.
3F Den Offentlige Gruppe tæller 33.000 medlemmer. Her er 10-15 procent udtaget til strejke. Det drejer sig eksempelvis om rengøringsassistenter, omsorgsmedhjælpere, forsyningsmedarbejdere.
Teknisk Landsforbund har 30.000 medlemmer, der arbejder som for eksempel koordinator og projektleder inden for teknik, design og byggeri. Her er 10-15 procent udtaget til strejke på arbejdspladser i kommuner, stat og regioner.
Danske Bioanalytikeres Fagforening, Dbio, har 6.500 medlemmer, der arbejder som bioanalytikere og laboranter i sundhedsvæsenet. Her har man udpeget 30 arbejdspladser til strejke. På regionernes arbejdspladser omfatter det 584 medlemmer. På statens 23 medlemmer.
Fagforeningen kræver medlemslogin for at se de arbejdspladser, der er udtaget til strejke.