Der bliver ikke noget nyt udbuds-eventyr på ambulancerne til godt en million syddanskere.
Sådan lyder det her til aften fra flere politikere i Region Syddanmark efter alt tyder på, at det ene af regionens ambulanceselskaber, hollandske Bios, mandag vil gå konkurs.
Regionen har opfordret Bios til selv at begære sig konkurs. Og sker det ikke vil regionen i stedet gøre det, oplyser Region Syddanmark i en opsigtsvækkende pressemeddelelse her til aften.
- Det er desværre, hvad vi har sagt hele tiden. Det var for ustabilt et tilbud. For spinkelt. Og de kunne ikke løfte opgaven. Nu viser det sig, at det holdt stik, siger Enhedslistens Vibeke Syppli Enrum, der mener, at regionen nu må opgive at privatisere ambulancekørslen.
Samme holdning har Socialdemokraternes spidskandidat og formand for Sundhedsudvalget, Poul Erik Svendsen, der kalder situationen absurd:
- Nu skal vi tage stilling til, hvad der skal ske. Men vi støtter at hjemtage ambulancedriften. Og jeg er glad for, at det ser ud som om, der er et flertal for det, siger Poul Erik Svendsen og fortsætter:
- Det er godt, hvis ambulancedriften ikke sendes i udbud igen. Hvis noget skal sendes i udbud, skal der være mange aktører paa banen og reel konkurrence. Men dette er så vitalt et område, at det er bedre, det ligger hos regionen.
SF'er: Det bliver svært
Hos SF kalder regionsrådsmedlem det "en SFs vådeste drøm", hvis ambulancedriften kommer på regionen egne hænder i fremtiden.
Men hun understreger samtidig, at det kan blive en særdeles svær opgave.
- Det er en meget, meget stort og svær - specielt når man tager den meget særlige og konkrete situation i betragtning. Bios har ikke kunnet stille med det aftalte ambulancer med sin nuværende bemanding. Derfor er der brug for, at nogle af de reddere, der tidligere kørte i Region Syddanmark kommer tilbage, siger Ida Damborg og fortsætter:
- Men jeg kan godt have min tvivl om, hvorvidt de har lyst. Der er blevet talt meget hårdt til og om dem i de sidste mange måneder, og de er blevet beskyldt for at have skjulte motiver for at blive hos Falck i andre regioner. Vores opgave er at sige til dem, at vi og ikke mindst borgerne har brug for dem. Og så kan vi kun håbe på, at de er klar til at komme os til undsætning, siger Ida Damborg.
Også Region Syddanmarks regionsrådsformand, Venstres Stefanie Lose, sagde tidligere på aftenen, at hun ikke mener ambulancedriften skal i udbud igen.