Region: Ambulancer kommer til at køre trods konkurs

Der er fundet ordninger, så redderne kan få deres løn og ambulancerne kan køre, hvis Bios går konkurs mandag, som regionen ønsker.

Region Syddanmark er i sidste ende selv parate til at betale reddernes lønninger, hvis ambulanceselskabet går konkurs. Regionen har varslet, at de selv vil begære Bios konkurs mandag, hvis det hollandske firma ikke selv gør det. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Hvis ambulance-selskabet BIOS ikke selv vælger at gå konkurs i morgen mandag, så vil Region Syddanmark selv begære selskabet konkurs.

Det skriver regionen her til aften i en højst udsædvanlig pressemeddelelse.

Her lover regionen samtidig, at en konkurs ikke vil kunne mærkes hos den knap 1 million syddanskere, der det seneste år har haft det hollandske BIOS som selskab i stedet for Falck.

Ifølge regionen vil Lønmodtagernes Garantifond sikre redderne løn, og regionen mener, de kan fortsætte med at arbejde trods en konkurs.

Hvis en konkurs ikke går igennem mandag eller tirsdag, garanterer regionen, at redderne nok skal få deres løn på anden måde, og ambulancerne vil dermed være sikret i fremtiden.

500 ansatte berørte af konkurs

Der er omkring 500 ansatte i BIOS, der bliver berørt af konkursen, oplyser regionen. Region Syddanmark vil blandt andet indkalde til møder og oprettet hotlines, så medarbejderne kan få de informationer, de har behov for.

Regionsrådsformand Stephanie Lose siger i en skriftlig kommentar:

- Vores primære fokus er at sikre ambulancedriften, og at medarbejderne er trygge, selvom der sker så meget. De har, sammen med redderne hos regionens anden ambulanceoperatør, Responce, arbejdet hårdt for, at syddanskerne kan få hjælp, når de har brug for en ambulance.