Overtagelsen af ambulancedriften kan blive en endnu dyrere affære for Region Syddanmark end først antaget.
Fortrolige dokumenter, som DR og Avisen Danmark er kommet i besiddelse af, afslører, at regionen i mere end et halvt år inden Bios' konkurs begyndte at forberede en hjemtagelse af ambulancedriften.
Det betyder, at regionens muligheder for at få dækket sine tab og de millioner af lønkroner, som man har lovet de tidligere Bios-reddere, svinder. Det kan betyde, at regionen kan have udsigt til et tocifret milliontab.
Blandt andet viser dokumenterne, at Region Syddanmark lavede to udkast til midlertidige aftaler om overtagelse af ambulancedriften og et brev til den kommende kurator. Brevet skulle overbevise kurator om at videreføre driften for regionens regning.
I udkastet til brevet til den kommende kurator fremgår det blandt andet, at regionen gjorde sig overvejelser om at hjemtage ambulancedriften:
"Regionen ønsker i den sammenhæng en drøftelse med Dem om eventuelle køb af aktiver, indtrædelse i aftaler med underleverandører samt overtagelse af medarbejdere," lyder det i brevet.
Spillede højt spil
Bios' konkurs den 27. juli kom efter en periode på knap et år, hvor Region Syddanmark på vegne af 1,3 millioner borgere spillede højt spil med det uprøvede hollandske ambulanceselskab i forsøget på at spare penge.
Sideløbende med planlægningen af overtagelsen forsikrede regionen offentligheden om, at Bios kunne løfte opgaven.
Læs også
Rasende Bios-reddere spejder efter løn
Lønmodtagernes Garantifond har allerede afvist at dække de tidligere Bios-redderes betaling for manglende løn og ferie, som regionen derfor hænger på.
Men ifølge en redegørelse fra Bios' kuratorer er regionen heller ikke berettiget til nogen af de penge, der måtte være i konkursboet.
Indtil videre har regionen stillet krav for 42 millioner kroner. Både kuratorerne og Lønmodtagernes Garantifond begrunder deres afvisninger af regionen med, at der reelt var tale om en virksomhedsoverdragelse inden konkursen.
Læs også
Bios-kritiker: Borgerne fik ikke en god ambulanceservice
Desuden vil kuratorenes vurdering gøre regionen mere sårbar over for sagsanlæg fra blandt andre Bios med begrundelsen, at regionen modarbejdede sin egen leverandør.
Bios-direktør: Det var planlagt
Aad Romijn, operationel direktør i Bios-koncernen, kendte i forsommeren 2016 ikke noget til Region Syddanmarks planer om overtage ambulancedriften i månederne op til Bios' konkurs i Danmark.
Men set i bakspejlet var det meget tydeligt, mener han:
- Den økonomiske situation gjorde, at vi arbejdede meget tæt sammen med Region Syddanmark. De kom og bankede på vores dør nærmest hver dag, og mindst en gang om måneden gennemgik vi vores økonomi. De sagde, det var for at sikre, at vi kunne leve op til kontrakten, og det troede vi på. Men efter konkursen indså vi, at de kun ville se vores arbejde for at gøre overtagelsen lettere, siger han.
- De ventede til juli med at erklære os konkurs, fordi det var der, vi første gang gik i nul. Her var vores indtægter og udgifter i balance, og derfra kunne det kun gå frem for os. Idet øjeblik overtog de, og vi mener, det var planen hele tiden.
Afviser planlagt overtagelse
Formand for Præhospitaludvalget i Region Syddanmark, Thyge Nielsen (V), afviser dog, at regionen havde planlagt en overtagelse fra Bios.
- Vi har ikke arbejdet på en plan. Vi har gjort alt, hvad der stod i vores magt for at redde og hjælpe Bios. Lige fra Bios startede og til dagen før, vi begærende dem konkurs. Jeg vil simpelthen ikke acceptere, at nogen påstår, at vi ikke gjorde, hvad vi kunne, for vi har gjort alt for at hjælpe Bios, siger Thyge Nielsen og uddyber:
- Vi havde selvfølgelig gjort os nogle overvejelser om, hvad der kunne ske, fordi vi henover sommeren kunne se, at det ikke gik helt så nemt, som vi havde håbet for Bios. Men fra vi indgiver konkursbegæringen til Skifteretten, og til Bios bliver erklæret konkurs, har vi meget travlt.
Vi har været i dialog om et interview med tidligere adm. direktør for Bios i Danmark, Morten Hansen, der nu bor og arbejder i Indien. Han ændrede først aftalen om et mundtligt interview til et skriftligt interview via mail, men er ikke vendt tilbage med svar på vores spørgsmål.