Se det for dig: statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der stiller en doggybag med resterne af frokosten ved siden af talerstolen, inden han går i gang med eftermiddagens debat på Folkemødet.
Det er faktisk en mulighed, for 4.000 doggybags skal være med til at mindske madspildet og gøre Folkemødet mere bæredygtigt.
For Selina Juul fra organisationen Stop Spild af Mad er Folkemødet et oplagt sted at sætte ind mod madspild:
- Det er en politisk festival, og her kan politikerne vise, at de aktivt går ind i kampen mod madspild, siger Selina Juul.
Direktør Peter Haugeland fra organisationen Det Runde Bord vurderer, at der bliver smidt 20-25 tons mad ud under det fire dage lange folkemøde.
Med erfaringerne fra blandt andet Roskilde Festival ved han, at meget mad kan genbruges. På Roskilde bliver overskydende mad frosset ned og sendt ud til herberger, kvindekrisecentre og lignende.
Bornholm har ikke så mange socialt udsatte, men folkemødeleder Jette Lykke kan snildt se en mulighed der. Kampen mod madspild starter dog mere beskedent i år med de 4.000 doggybags og salg af overskudsmad fra en af boderne.
En tredje mulighed kunne være at levere overskydende mad til Bornholms asylcenter.
- •
20-25 tons mad vil blive smidt ud under Folkemødet. Det svarer til 20-25 varevogne fyldt med mad.
- •
På Roskilde Festival arbejder man med at reducere madspildet allerede inden, det bliver produceret.
- •
En af madboderne på Folkemødet vil sælge overskudsmad som takeaway dagen efter.
- •
4.000 doggybags vil blive delt ud til madboder og restauranter i Allinge i et forsøg på at reducere madspild.