Det blev alligevel et ja til en erhvervspark på Bornholm, da kommunalbestyrelsen holdt møde torsdag aften.
- Det kom som en stor overraskelse for mig, at det gik den vej, fortæller formanden for Dansk Industri på Bornholm, Michael Almeborg.
Han havde ligesom mange andre forventet, at der var et flertal imod. Men mod al forventning skiftede to løsgængere i kommunalbestyrelsen standpunkt og stemte for erhvervsparken.
Debatten havde op til kommunalbestyrelsesmødet været så intens, at løsgængeren Søren Schow mente, at han ”havde fået vredet armen om”, så han var tvunget til at stemme for erhvervsparken.
Michael Almeborg fra Dansk Industri på Bornholm mener ikke, at det er Dansk Industri, der har tvunget nogen til noget, men han glæder sig over udsigten til en ny erhvervspark.
- Jeg tror, det er svært for alle at sætte sig ind i, hvad dette betyder for Bornholm, men jeg glæder mig over flertallet. Det betyder, at Bornholm ikke igen kommer på bagkant af udviklingen, siger Michael Almeborg.
Særvilkår for Bornholm
Også på Christiansborg er der glæde. Det socialdemokratiske folketingsmedlem Lea Wermelin, der er valgt på Bornholm, har været med til at kæmpe for en bornholmsk særordning.
- I år og næste år er der i lovgivningen særligt gunstige vilkår for at kommuner kan byde ind med arealer til energi- og erhvervsparker. For resten af landet gælder det udelukkende vedvarende energi på land, men der fik Bornholm en særstatus, så man kan lave de samme parker med energi fra havet, fortæller Lea Wermelin.
Den vedvarende energi fra havet skal efter planen komme fra den kommende energiø, der skal bygges i Østersøen ud for Bornholm.
Modstanderne af energiparken i den bornholmske kommunalbestyrelse mente, at det var alt for tidligt at gå i gang med at udpege områder. Ligesom der er en stor skepsis mod, hvilke muligheder det rent faktisk kan give på Bornholm. Blandt andet fordi politikerne ikke tror på Power-to-X.
Modstanderne i kommunalbestyrelsen består af Enhedslisten, Dansk Folkeparti og en enkelt løsgænger.