Spænding på Bornholm: Opbakning til grøn erhvervspark vakler

Politisk flertal forventes torsdag aften at pause planer om den satsning, der skulle sikre øen grønne arbejdspladser i forbindelse med Energiø.

Vindmøller i Østersøen skulle sætte strøm til bornholmsk erhvervseventyr. Men politikerne på Bornholm tøver med at sætte arbejdet i gang. (Foto: © Thomas Traasdahl, Ritzau Scanpix)

Politikerne på Bornholm skal i aften stemme om, hvorvidt arbejdet med en erhvervspark skal gå i gang. Erhvervsparken skal give Bornholm grønne arbejdspladser i forbindelse med den kommende energiø.

Selvom det konservative kommunalbestyrelsesmedlem Linda Kofoed Persson lige har været igennem en større operation, så tør hun ikke blive væk fra aftenens afstemning. Årsagen er, at et flertal bestående af Dansk Folkeparti, Enhedslisten og en række løsgængere er imod punkt seks på aftenens dagsorden.

- Jeg kommer i aften, fordi hver stemme tæller, og jeg håber stadig, at de to løsgængere lader deres liberale overbevisning tage over, så de ombestemmer sig og stemmer for, fortæller Linda Kofoed Persson.

13 mod 10

Hvis alle stemmer, som de tidligere har givet udtryk for, vil 13 medlemmer stemme imod og 10 stemme for. Dermed vil arbejdet med en erhvervspark blive sat på pause.

En af dem, der har tænkt sig at stemme imod, er viceborgmester Morten Riis fra Enhedslisten.

- Jeg ved ikke, hvordan det lander, men kigger man på, hvordan der er blevet stemt i udvalgene, så ligner det et nej, siger han.

Energiparken skal efter planen blandt andet kunne rumme power-to-X-anlæg, der kan omdanne noget af strømmen fra vindmøllerne til eksempelvis brint.

Bornholm har fået særligt gunstige vilkår for, hvordan energiparken kan bygges. Blandt andet fordi den kommer til at ligge tæt på kysten. Men de gunstige vilkår skal udnyttes senest i 2025. Tilhængerne af energiparken frygter, at vinduet med de ekstra gunstige vilkår lukker helt.

- Det er Bornholms renommé, der er på spil. Vi har en borgmester, som har kæmpet for, at Bornholm får nogle muligheder i forbindelse med energiøen, siger Linda Persson Kofoed.

Modsat mener Morten Riis fra Enhedslisten, at det er alt for tidligt at gå i gang.

- Det er tidligst om otte år, man vil have strøm til et Power-to-X-anlæg, så det er alt for tidligt at gå i gang med at udpege et område og bruge kommunens ressourcer på det. Vi ved jo slet ikke, hvor stort arealet skal være, eller hvilke brændsler der skal være i området, siger han.

Erhvervspark gavner en energiø

Brian Vad Mathiesen, der er ekspert i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, mener, at et nej til en energipark kan få konsekvenser.

- En energipark på Bornholm vil eksempelvis kunne aftage en del af strømmen fra energiøen. På den måde vil udgiften til at transportere strøm over længere afstande blive mindre, og det vil have en betydning for det samlede pris på energiø-projektet, siger han.

Tidligere i denne uge pegede vismændene på, at der skulle regnes på økonomien omkring energiøen. Vismændene ville blandt andet gerne have en vurdering af, hvad energiøen kommer til at betyde for Danmarks forsyningssikkerhed, ligesom de gerne vil have en vurdering af Power-to-X.

Det er Morten Riis fra Enhedslisten ikke så bekymret for. Han mener, at hvis der er et politisk ønske om en energiø, hvilket han håber, så kommer det ikke til at have den store betydning, at Bornholm udsætter planen om en energipark.

Det er Linda Kofoed Persson fra Konservative ikke så sikker på.

- Jeg frygter, at hvis der er usikkerhed om en bornholmsk energipark, så kan det få betydning for, hvordan virksomheder vil byde ind på energiøen, siger hun.