Fem statslige arbejdspladser til Bornholm

Regeringen flytter 3.900 statsarbejdspladser til provinsen - Bornholm får fem

Borgmester Winni Grosbøll byder de fem statslige arbejdspladser velkommen, men ville gerne have haft flere. (Foto: © Torsten Raagaard, DR)

Det bliver Rådet for Socialt Udsatte, som flyttes til Rønne senest i 2017.

Sekretariatet for rådet på fem ansatte er de nye statslige arbejdspladser i Bornholms Regionskommune.

Det blev offentliggjort ved et pressemøde med statsminister Lars Løkke Rasmussen tidligere i dag, hvor regeringen præsenterede planerne for udflytningen af statslige arbejdspladser fra hovedstaden til provinsen.

Borgmester byder ansatte velkommen

Borgmester Winni Grosbøll (S) havde gerne set flere job rykket til øen. Alligevel reagerer hun positivt på udmeldingen fra torsdagens pressemøde.

- Det er jo ikke så mange i første omgang. Jeg ved ikke, om jeg er skuffet, det havde da selvfølgelig været fantastisk, hvis de havde flyttet 50 arbejdspladser herover, men jeg vil da gerne byde dem velkommen, siger hun.

Hun forklarer, at kommunen har satset på andet end at få flyttet hele styrelser til øen.

- Noget af det, vi har valgt at spille ind med, er en udbygning af de uddannelser, vi har på øen i forvejen og etableringen af nye arkæologicentre. Det er altså nye initiativer, vi håber på at få glæde af senere, siger borgmesteren.

Praktiske problemer ved at flytte

Medarbejderne i Rådet for Socialt Udsatte modtog først meldingen kort før pressemødet, og det er endnu ikke afgjort, om medarbejderne flytter med.

Ifølge sekretariatchef Ole Kjærgaard er der både fordele og ulemper ved flytningen.

- Der er en række praktiske problemer. Mange af de arbejdsopgaver, vi har, er kontakter og møder i København, så rejsebudgettet bliver lidt mere belastet. Men det er ting, der kan løses.

- Fagligt set er det godt at komme tæt på virkeligheden. Rådet skal se problemstillinger fra hele landet og ikke kun der, hvor rådet befinder sig, siger Ole Kjærgaard.

En god begyndelse

- Det er umuligt at være andet end tilfreds på en dag, hvor der kommer nye statsarbejdspladser til øen.

Sådan siger Venstres lokale folketingsmand, Peter Juel Jensen.

- I modsætning til under den tidligere regering, så sker der noget nu, hvor vi har fået regeringsmagten, siger han.

Peter Juel Jensen kalder udflytningen af Rådet for Socialt Udsatte en god begyndelse. Han regner med, at flere statsarbejdspladser kommer til øen senere.