Yderligere genåbning på vej? Regeringen mener grundlaget er på plads

Smittetallene er bedre end frygtet hos myndighederne. Nu er spørgsmålet så, hvad der skal genåbnes.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyser, at der er styr på coronasmitten i samfundet. Dermed mener regeringen, at der er grundlag for en yderligere genåbning. (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

Regeringen er klar til at løfte flere restriktioner og genåbne Danmark mere.

Det er konklusionen på et tweet, som sundhedsminister Magnus Heunicke her til eftermiddag har lagt ud.

- Kontakttallet er beregnet til 1,0. Betyder at epidemien i DK ikke er i vækst. Dermed har vi grundlaget for yderligere kontrolleret genåbning, skriver sundhedsministeren på Twitter.

Dermed smitter én person kun én anden - og antallet af coronasmittede vokser ikke.

De positive toner fra Heunicke lægger sig i forlængelse af dem, som sundhedsmyndighederne begyndte at udsende her til formiddag. For det går bedre med smitteudviklingen, end eksperterne havde frygtet.

- Det går godt med smitteudviklingen. Vi kan holde smitten under kontrol, selvom den bristiske variant B117 er den dominerende virus, så det er en rigtig god nyhed, lød det tidligere på dagen fra Tyra Grove Krause, der er konstitueret faglig direktør på Statens Serum Institut.

Pres fra støttepartier

Den britiske variant er mere smitsom end den oprindelige coronavirus. Derfor forudså regeringens eksperter, at de få lempelser, der indtil videre er gennemført, ville give 870 indlagte med corona i midten af næste måned. Men det var altså tilsyneladende skudt noget over målet, som det ser ud nu.

Smittetallene har i de seneste uger ligget på omkring 500 personer dagligt, mens antallet af indlagte ligger stabilt. Dagens tal lyder på 234 indlagte, og dermed er der et godt stykke op til prognosen på 870 indlagte i april.

De lave smittetal har allerede lagt et vist pres på regeringen forud for en eventuel aftale om yderligere genåbning. SF ønsker at få skolebørnene i 5. til 8. klasse tilbage i skole, mens Radikale har fokuseret på efter- og højskoler.

- For os er det lige nu børn og unges trivsel, der er det allervigtigste, sagde Sofie Carsten Nielsen kort før frokost og understregede, at partiet også gerne vil åbne højskoler og efterskoler.

Se status på vaccineudrulningen i grafikken herunder. Artiklen fortsætter efter grafikken.

Venstre vil åbne dørene til frisørsalonerne

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen ønsker også fart på genåbningen og foruden skolerne har han peget på liberale erherv som frisører og tatovører som et sted, der kan genåbnes fra mandag.

- Meldingen fra SSI understreger, at det vil være fuldt forsvarligt at gøre, siger han. Vi fik hele vejen igennem at vide af regeringen, at det ville være uforsvarligt. Men udmeldingen fra SSI viser, at nej, det vil det ikke. Så vi fastholder vores synspunkt, siger han.

Regeringen blev med sine støttepartier tilbage i slutningen af februar enige om en genåbningsplan. Ved den lejlighed genåbnede man dele af detailhandlen, udendørs kulturinstiutioner som zoologiske haver og hævede forsamlingsforbuddet til 20 personer ved udendørs idræts- og foreningsaktiviteter. Blå blok er ikke med i den aftale.

Da aftalen blev indgået, aftalte partierne samtidig, at der skulle ses på en yderligere genåbning på mandag den 15. marts, såfremt "smittesituationen gør det muligt".