Sverige er nu klar med store millionerstatninger til danske selskaber som DSB og HH færgerne, der har mistet penge på id-kontrollen mellem Danmark og Sverige.
Det er vedtaget på den svenske finanslov.
- Vi synes, det er rimeligt at kompensere dem, der har udgifterne, siger Anna Johansson, Sveriges infrastrukturminister fra Socialdemokraterna til DR Nyheder.
Det er den svenske regering, der sidste år indførte grænsekontrol ved den dansk-svenske grænse. Rederier, busser og DSB har derfor siden januar udført id-kontrol her.
Det sker fordi, at den svenske stat pålagde operatørerne et såkaldt transportøransvar, hvor virksomhederne risikerer en sanktionsafgift på 50.000 svenske kroner per transport, hvis de ikke tjekker passagerers id.
DSB og Skånetrafiken oplyser, at de indtil videre har har tabt mindst 70 millioner kroner som direkte konsekvens af kontrollen, mens HH-færgerne, der står for afgangen mellem Helsingør og Helsingborg, mener at have tabt omkring 20-30 millioner kroner.
I alt har den svenske regering afsat 139 millioner på et ændringsforslag til den svenske finanslov.
De operatører, der har været berørt af id-kontrollen, tæller blandt andre DSB, Skånetrafiken og HH Ferries.
- Man skal kunne dokumentere, at det er direkte udgifter som følge af id-kontrollen. For eksempel til personale. Og så kan man søge om kompensation. For vi ved godt, at det indebærer store gener. Også for pendlerne, siger Anna Johansson.
12 procent færre passagerer
Det er især kontrollørerne i Kastrup, som koster DSB dyrt. Nye tal fra DSB viser, at id-kontrollen siden indførelsen for et år siden har kostet DSB 35 mio. kroner og Skånetrafiken et tilsvarende beløb.
- Vi hilser beskeden fra de svenske myndigheder velkommen og vil på den baggrund opgøre vores krav til de svenske myndigheder, siger forretningsudviklingschef i DSB Aske Wieth-Knudsen.
Dertil kommer 12 procent færre passagerer end sidste år, oplyser DSB.
- Og vi er meget sikre på, at det er en konsekvens af id-kontrollen. Det er ikke en strækning, hvor vi tidligere har set passagerfald. Og det er jo et indirekte tab, der kommer oven i det andet tab, siger Aske Wieth-Knudsen.
Også Danmarks Rederiforening, der organiserer de danske færgerederier, hilser kompensationen velkommen. Her er direktør Jakob Ullegård glad for, at problemet nu bliver anerkendt:
- Vi har hele tiden kæmpet for, at den her erstatning kom, for der er ingen tvivl om, at dem, der bestiller musikken, også skal betale for den. Og det er jo den svenske regering, siger han.
Ifølge Jakob Ullegård har det skabt en skævvridning, at private virksomheder pludselig har skulle bruge penge på noget, som han ser som en myndighedsopgave.
Både DSB og HH Ferries vil nu søge erstatning for deres tab.
Grænsekontrol fortsætter
Hverken den svenske eller den danske minister ser for sig, at id- og grænsekontrollerne lempes i nærmeste fremtid:
- Der pågår hele tiden snakke mellem den danske og svenske regering om, hvordan vi kan gøre det her bedst, men grænsekontrollen skyldes jo, at der var en situation, der var helt nødvendig at få styr på, siger Anna Johansson.
Og den opfattelse deler den danske minister:
- Jeg ser heller ikke for mig, at vi ophæver grænsekontrollen her og nu ved den dansk-tyskegrænse, og vedrørende kontrollen ved den dansk-svenske grænse stiller jeg mig selvfølgelig beredvillig til at få kigget på, om vi kan lette hverdagen for pendlerne inden for de rammer, der er, siger udlændinge og integrationsminister Inger Støjberg (V).
Den dansk-svenske grænsekontrol løber foreløbigt indtil den 4. februar 2017.