VIDEO Løkke i maj: Ingen "aktuelle planer" om at hæve pensionsalderen

I maj havde Lars Løkke Rasmussen ingen ”aktuelle planer” om at hæve pensionsalderen. Nu har regeringen præsenteret at hæve pensionsalderen i sin 2025-plan.

I sin netop fremlagte 2025-plan foreslår regeringen at hæve pensionsalderen med et halvt år.

Det harmonerer dog ikke helt med tidligere udmeldinger fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som i et interview til Børsen i april sidste år afviste at hæve pensionsalderen:

- For Venstre og for mig er det ikke nogen ambition, at folk skal så sent på pension som overhovedet muligt. Derfor synes jeg, at det her næsten masochistiske fokus på, at nu skal vi tvinge folk på pension så sent som muligt, er forkert, sagde han dengang.

I maj i år gentog han budskabet under spørgetimen i Folketinget den 3. maj, hvor Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen spurgte Løkke, om han kan afvise, at han vil hæve pensionsalderen.

Til det svarede statsministeren følgende:

- Omkring spørgsmålet om pensionsalderen med videre har regeringen jo ikke andre aktuelle planer end at efterleve det, vi allerede har aftalt i de aftaler, vi selv historisk har indgået, som betyder, at vi med mellemrum hæver folkepensionsalderen. Det er en chance, der byder sig hvert femte år. Og andre aktuelle planer end det har vi jo ikke for nærværende.

Se klippet fra spørgetimen i videoen i toppen af artiklen, og se hvordan Lars Løkke Rasmussen i dag besvarede spørgsmålet, om han kan forstå, hvis hans vælgere føler sig overrasket over, at pensionsalderen hæves: