'Vi skal nok indstille os på, at det bliver en lang genopbygningsperiode'

Fire konservative eks-ledere ser i anledning af partiets 100 års jubilæum både frem og tilbage.

Per Stig Møller, Hans Engell, Lars Barfoed og Henning Dyremose. (© (c) Scanpix)

Det Konservative Folkeparti fylder i dag 100 år.

Jubilæet finder sted i skyggen af sidste års folketingsvalg, hvor partiet med Søren Pape Poulsen i spidsen fik historisk lave 3,4 procent af alle stemmer og dermed er Folketingets mindste parti.

DR Nyheder har i anledning af de 100 år spurgt fire forhenværende ledere for Det Konservative Folkeparti, hvordan de ser på partiets fremtidsmuligheder. Deres svar kommer her:

Hans Engell, politisk leder 1993-1997

- Jeg tror, at Det Konservative Folkeparti nok skal indstille sig på, at det bliver en lang genopbygningsperiode, der venter forude. Man må retfærdigvis også sige, at partiet i rigtig mange år var uden egentlig konkurrence i den højre del af det politiske felt. Venstre var nok en konkurrent, men der var en meget tydelig arbejdsdeling mellem Venstre og Konservative. I dag er Konservative i en helt anden situation.

- Dansk Folkeparti er blevet meget stort og har i den grad tag i mange af de nationalkonservative vælgere, for hvem udlændingepolitik betyder noget. Liberal Alliance rammer de yngre og det mere liberalistiske segment, Venstre har taget mange af erhvervsstemmerne og stemmer i byerne. Sådan er det hele vejen rundt. Det Konservative Folkeparti er omringet på en anden måde af nogen, som opererer i det samme vælgersegment som Konservative selv. Derved er partiets problemer blevet mangedoblet.

- I 1990’erne fangede vi ikke – og det er også en del af mit ansvar - alt det, der skete i verden omkring os med globalisering, murens fald, Sovjetunionens opløsning og nye livsformer. Det var Det Konservative Folkeparti ikke gode til, ligesom partiet heller ikke var god til at se, at hele udlændinge- og flygtningepolitikken ville komme til at fylde rigtig meget. Så det, at DF i dag er så store og størst blandt de borgerlige partier, er jo også et udtryk for, at Konservative i nogle afgørende år ikke rigtig hørte og så, hvad det var, der skete. Her har vi betalt en pris for ikke at have været opmærksomme på nogle væsentlige samfunds- og vælgermæssige tendenser.

- Søren Pape Poulsen er nødt til at se det her som et projekt over de kommende år, som skal bringe en række unge og yngre profiler ind i konservativ politik. Tidspunktet er nok kommet, hvor man har brug for – udover de par stykker, der kom ind ved det seneste valg som Rasmus Jarlov og Mette Abildgaard – at der også ved de næste valg kommer fornyelse og kræfter ind, som kan være med til at bære Det Konservative Folkeparti frem.

- Det er chancen for partiet, men det er ikke nogen let øvelse, for de andre partier gør det heller ikke dårligt.

Hans Engell på talerstolen under Det Konservative Partis landsråd i 1996. (Foto: © JAKOB DALL, Scanpix)

Per Stig Møller, politisk leder 1997-1998

- Konservatismen i Danmark har som sådan ikke svære levevilkår i dag. Sagen er den, at den liberale side af konservatismen har Liberal Alliance abonneret på, og den nationale del har Dansk Folkeparti abonneret på. Men man kan ikke bare have en national vinkel på konservatismen ud fra et konservativt partisynspunkt. Man skal se på, hvordan man sikrer dansk sprog, kultur og demokrati, og det gør man kun i den moderne verden ved at være internationalt baseret på den nationale interesse, og det har DF jo ingen forståelse for.

- Partier som LA og DF har dele af konservatismen, men det er kun Det Konservative Folkeparti, der har det hele. Der er vanskeligheden i dag, at man ikke så ofte ser på helheder, men hellere enkeltsager. Så der er det meget nemmere at markere sig som liberalist i skattespørgsmål og nationalist i europaspørgsmål. Men så glemmer man helheden.

- Jeg mener bestemt, at Det Konservative Folkeparti kan komme tilbage. Konservative har været oppe og nede mange gange. Jeg tror, vi var nede på 17 mandater i 1947, og så røg vi vist op på 27 i 1950 og kom i regering. Vi var nede på 10 mandater i 1975 og havde statsministerposten i 1982. Så det går op og ned, og i moderne dansk politik går det jo meget kraftigt både op og ned.

- Men der skal hårdt arbejde til for at komme op igen, og man skal vise, at man laver resultater og er konstruktiv, og at man markerer helt tydeligt, hvad man vil og ikke vil. Jeg er helt sikker på, at det vil den nuværende folketingsgruppe også gøre alt for.

Per Stig Møller i 1998. (Foto: © Peter Elmholt, Scanpix)

Lars Barfoed, politisk leder 2011-2014

- Jeg er ikke i tvivl om, at Det Konservative Folkeparti nok skal finde styrke igen. Jeg mener, at de bærende værdier for vores parti er værdier, som mange mennesker deler. Så jeg mener, at der politisk er plads nok. Det er et spørgsmål om at få gjort det mere tydeligt hvilke værdier, partiet står for, og så skal det nok vise sig, at der bliver mere plads i vælgerhavet til Det Konservative Folkeparti.

- Det Konservative Folkeparti skal fortsat være klar på, at man i sin historie og i sit værdigrundlag skal have sin plads blandt ansvarlige, moderate partier. Det vil aldrig være i overensstemmelse med konservativ tankegang – som vi i hvert fald har tradition for det i Skandinavien – at placere os yderligt. Vi skal være et parti, som er afbalanceret i holdninger og søger indflydelse på tingene.

- Det skal man være bevidst om i afsættet for de politiske udspil, man kommer med. Man skal ikke prøve at overdrive eller overhale andre partier, som måske deler nogle af Det Konservative Folkepartis holdninger, bare på en mere yderliggående måde. Man skal netop vise, at man har besindighed, mådehold og balance i tingene.

- Men det er selvfølgelig en svær tid lige i øjeblikket.

Lars Barfoed giver posten som konservativ leder videre til Søren Pape Poulsen i 2014. (Foto: © Sophia Juliane Lydolph, Scanpix)

Henning Dyremose, politisk leder 1993

- Lige nu er vores nye partileder, Søren Pape Poulsen, heldigvis i den situation, at selvom han kun har seks mandater, så er de seks mandater afgørende for, om regeringen har et flertal i en lang række sager. Og det vil sige, at der er god mulighed for både at søge indflydelse og tage ansvar – og der er god mulighed for i forbindelse med dét at få gennemført en række konservative synspunkter. Og de er jo ikke konservative, bare for at de skal være konservative. De er konservative, fordi de skal gavne Danmark.

- Jeg sammenligner tit den nuværende periode med den lige efter, at Schlüter overtog ansvaret i ’74. Ved det første valg i ’75 gik han tilbage fra 15 til 10 mandater, men syv år senere var han statsminister, og ni år senere havde han 42 mandater.

- Det er den proces, Søren Pape er i gang med i øjeblikket, og med en lille smule held får han samme type fremgang som Schlüter. Og det behøver jo ikke ende med en statsministerpost for at være en succes.

- Det må man bare tage stille og roligt. Man skal selvfølgelig lære af fortiden, man skal vurdere, hvad der er sket, men man skal også hele tiden tænke på, at det drejer sig om fremtiden. Og det drejer sig om, hvad vi som parti kan gøre for Danmark, for at danskerne får et bedre samfund og får nogle bedre løsninger. Og hvis man hele tiden tænker på det og arbejder for det, så er jeg tryg ved, at der også er et konservativt parti om mange, mange år.

Henning Dyremose. (Foto: © Bjarne Luthcke, Scanpix)