Det Konservative Folkeparti blev for præcis 100 år siden dannet med udgangspunkt i det gamle, konservative parti Højre.
Med et systemskifte i 1901 - der ikke var gavnlig for Højre, som ikke længere kunne regere med et flertal imod sig - så mange unge konservative i Danmark et behov for et nyt parti, og efter lange diskussioner om alt fra partinavn til selve politikken blev Det Konservative Folkeparti formelt stiftet på et landsråd den 22. februar 1916.
Allerede i december 1915 var partiet dog blevet anmeldt til Rigsdagen, men først nogle måneder senere blev et stiftende landsrådsmøde afholdt.
Partiets første politiske program bestod af i alt 12 punkter og blev dengang anset for at være ganske progressive. Et af punkterne handlede eksempelvis om ”Gennemførelse af Kvindens retslige Ligestilling med Manden”.
Begyndelsen
Det Konservative Folkeparti stod i sin spæde ungdom – som i dag – i skyggen af Venstre, der i flere omgange sad på regeringsmagten i 1920’erne, mens Konservative fungerede som støtteparti.
Det var først i slutningen af årtiet, at partiet med sin nye leder, John Christmas Møller, i front tog et opgør med Venstre. De to partier var uenige om den danske forsvarspolitik, og Christmas Møller, som var tilhænger af et stærkt dansk militær, undlod i 1929 at stemme for finansloven, hvilket tvang daværende statsminister Th. Madsen-Mygdal (V) til at udskrive valg.
Det medførte – desværre for Det Konservative Folkeparti – en socialdemokratisk regering, som heller ikke var klar til at indfri de konservative ønsker om flere ressourcer til forsvaret.
Fra Det Konservative Folkepartis tidlige år er det især Konservativ Ungdom, der i 1930’erne var landets største politiske ungdomsbevægelse, som sidenhen blevet fremhævet af eftertiden.
De unge konservative gjorde blandt andet opmærksom på sig selv ved at marchere i uniformer og lange støvler. Scener som partiet i dag selv betegner som noget, der gav ”særdeles uheldige associationer”.
Konservativ Ungdom var dog – sammen med socialdemokrater og kommunister – blandt de mest aktive modstandsfolk, efter at Danmark i 1940 blev besat af Nazityskland, og et stort antal konservative modstandsfolk blev dræbt under krigen.
Modstandskampen og ikonet Christmas Møller
Moderpartiet indgik selv i statsminister Thorvald Staunings (S) samlingsregering i perioden 1940-1943, men lederskikkelsen John Christmas Møller blev kort inde i besættelsen tvunget til at gå af som minister og siden til at forlade Danmark på grund af sit modstandsarbejde.
Han udgav blandt andet det illegale modstandsblad ”Frit Danmark” sammen med kommunisten Aksel Larsen og socialdemokraten Frode Jakobsen, og fra 1942 gik Christmas Møller i eksil i London. Herfra holdt han flere radiotaler på BBC til det danske folk, hvor han opfordrede til kamp mod den tyske besættelse.
Radiotalerne gjorde ham særdeles populær i den danske befolkning, og da han efter krigen vendte hjem blev han på ny politisk leder for Det Konservative Folkeparti, ligesom han blev udenrigsminister i befrielsesregeringen i 1945.
John Christmas Møller blev faktisk et konservativt ikon ved et tilfælde.
Det var Christmas Møllers nære partikammerat Aage Kidde, der var udset som en fremtidens mand for det nystiftede Konservative Folkeparti i årene efter 1916, og Christmas Møller var på det tidspunkt groft sagt Kiddes højre hånd.
Men i 1918 døde Aage Kidde som 30-årig af den spanske syge, og da der efterfølgende blev rejst en mindesten for Kidde, lovede Christmas Møller ved den lejlighed at videreføre Kiddes politiske gerninger.
John Christmas Møller endte dog med at komme i opposition til sit eget parti, da der efter Anden Verdenskrig opstod en dyb og langvarig splittelse i Det Konservative Folkeparti om partiets Sydslesvig-politik.
Striden endte med, at Christmas Møller tog konsekvensen og meldte sig ud af partiet. Han døde 13. april 1948 af et pludseligt hjertestop – kun otte dage efter sin udmeldelse.
De glade firsere
Efter et hårdt årti i 1970’erne - hvor Konservative reelt var ved at knække midtover på grund af internt splid, og hvor Mogens Glistrup var tæt på at blive opstillet som folketingskandidat for partiet, men blev bremset af blandt andre en fremadstormende Poul Schlüter – blev 1980’erne Det Konservative Folkepartis absolutte storhedstid.
På trods af, at store dele af samfundet befandt sig i ”fattigfirserne”, var årtiet en god tid for Det Konservative Folkeparti.
Partiet fik historiske 42 mandater ved folketingsvalget i 1984, og Poul Schlüter endte med at sidde på statsministerposten i hele 10 år.
Schlüter indledte dog sin regeringsperiode ved at melde markante besparelser ud og satte senere landet på den såkaldte kartoffelkur, og blandt andet derfor fik årtiet sit mindre flatterende øgenavn. Samtidig gik hans firkløverregering på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område hårde tider i møder, hvor oppositionen gjorde brug af alternative flertal udenom regeringen.
Ikke desto mindre havde Det Konservative Folkeparti vind i sejlene i 1980’erne, og partiet formåede blandt andet at lægge grobunden for privatiseringer og øget brugerbetaling i Danmark.
Også Konservativ Ungdom var igen på fremmarch. Med inspiration fra Ronald Reagan i USA og Margaret Thatcher i Storbritannien var det for mange unge cool at være konservativ i 1980’erne.
I takt med, at 1980’erne gik på hæld, svandt vælgernes opbakning til Det Konservative Folkeparti også ind valg efter valg, og 1989 blev begyndelsen på enden for Poul Schlüters regeringstid, da den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen måtte gå af som følge af sin rolle i Tamilsagen.
Nedturene
Tamilsagen handlede om, at regeringen ved Erik Ninn-Hansen i strid med loven havde standset tamilske flygtninges mulighed for familiesammenføring til Danmark.
Fire år efter Ninn-Hansens afgang måtte også Poul Schlüter og resten af regeringen træde tilbage.
Det skete som konsekvens af en rapport fra højesteretsdommer Mogens Hornslet om Tamilsagen, som blev fremlagt den 14. januar 1993. Samme dag meddelte Poul Schlüter, at regeringen ville træde tilbage.
Senere på året blev tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen dømt ved en rigsretssag. På det tidspunkt var regeringsmagten for længst overdraget til socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen, som var ny statsminister.
Tamilsagen var dog langt fra eneste konservative nedtur i 1990’erne.
I 1997 kom en betonklods i vejen for en alkoholpåvirket Hans Engell, som havde været til middag med den konservative folketingsgruppe. Hans promille var på 1,37, og dermed var Hans Engells politiske karriere brat overstået.
I kølvandet på Hans Engells møde med en betonklods opstod der en række interne magtkamp i Det Konservative Folkeparti, og partiet måtte igennem et katastrofalt valg i 1998 og to kortvarige og tumultariske perioder med Per Stig Møller og Pia Christmas-Møller som partiledere, inden Bendt Bendtsen blev udpeget som leder.
Selvom Det Konservative Folkepartis valgresultater i den periode stabiliserede sig omkring de 10 procent, havde partiet allerede i slutningen af 1990’erne mistet en del vælgere til Dansk Folkeparti, der trods sin rolle som støtteparti for VK-regeringen havde flere opgør med de konservative.
Det var eksempelvis DF-formanden Pia Kjærsgaard, der traf den endelige beslutning om at ofre Lars Barfoed som familie- og forbrugerminister efter en kødskandale i 2006. De Konservative måtte desuden acceptere at genindtræde i rollen som lillebror til Venstre. En position partiet stadig har i dag.
Håbet om Lene E. som billetsælger
Bendt Bendtsen trak sig efter ni år som konservativ leder og udpegede selv Lene Espersen til sin efterfølger.
Mange konservative øjnede i Lene Espersen et håb om en ny billetsælger, men opbakningen i befolkningen blev ikke større af lederskiftet, og da Lene Espersen som udenrigsminister kom ind i et mediemæssigt stormvejr på grund af et afbud til et møde i Arktisk Råd, fordi hun var på ferie med sin familie, fik det store dele af det konservative bagland til at kræve Espersens afgang.
Det krav efterkom Lene Espersen i januar 2011, da hun på et pressemøde meddelte sin afgang som partiets leder. Lene Espersen nåede dermed aldrig at stå i spidsen for Det Konservative Folkeparti ved et folketingsvalg.
Det gjorde til gengæld den ny leder, Lars Barfoed, da De Konservative i efteråret 2011 opnåede sit på det tidspunkt værste valgresultat med blot 4,9 procent af alle stemmer.
Fire år senere skulle det dog blive endnu værre.
Med et historisk ringe valgresultat formåede endnu en ny partiformand, Søren Pape Poulsen, kun at skrabe seks mandater hjem ved det seneste folketingsvalg i juni sidste år. Det var en tilbagegang på to mandater fra folketingsvalget i 2011, hvor Lars Barfoed stod i spidsen for partiet.
Det var ellers Barfoeds hovedargument for at slippe partiets tøjler, at der var brug for større vælgertilslutning, men det modsatte er altså sket med Pape ved roret.
Den tidligere Viborg-borgmester var op til folketingsvalget med til at lancere den såkaldte Stop-kampagne, hvor det kontroversielle begreb "Nazi-islamisme" indgik. Det fik mange danskere til at løfte øjenbrynene, og flere stemmer i det konservative bagland beskrev kampagnen som polariserende.
Et par måneder efter folketingsvalget erkendte Søren Pape Poulsen, at dele af kampagnen kom til at fylde for meget og var så kraftigt i sit udtryk, at det fik et alt for negativt udtryk.
På valgaftenen den 18. juni 2015 sagde Søren Pape Poulsen, at han ville stille sig i spidsen for at genrejse Det Konservative Folkeparti.
Den genrejsning er der i dag mere behov for end nogensinde før i de seneste 100 år.
https://www.facebook.com/drpolitik/posts/1561477620833384