Det handler om at skabe et ”Danmark i balance”, når regeringen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen flytter knap 3.900 statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet til provinsen.
Trods stor kritik og modvillige medarbejdere fastholder regeringen sine flytteplaner på vegne af en lang række råd og styrelser, og næste år vil regeringen annoncere endnu flere udflytninger af statslige arbejdspladser.
Trækket fra øst mod vest kommer dog med al sandsynlighed ikke til at omfatte Venstre selv.
Partiet har i dag hovedkvarter i Søllerød lidt nord for København, men har trods ønsket om at flytte tusinder af statslige arbejdspladser til provinsen ingen aktuelle planer om at flytte.
Det forklarer partiets landdistrikts- og øordfører, Thomas Danielsen, i et interview i P1-programmet ”Slotsholmen”.
Skal jeres hovedkvarter også flytte til Jylland?
- Det er da et godt bud. Det har ikke så meget at gøre med statslige arbejdspladser, men det er da et godt bud, at man flytter det til provinsen, siger Thomas Danielsen.
- Det vil ikke være noget problem. Mange af medarbejderne kommer fra provinsen, så det vil man sagtens kunne drive fra provinsen.
Hvorfor var Søllerød egentlig ikke med, da I annoncerede de første knap 4.000 flytninger?
- Fordi Søllerød ikke er statslige arbejdspladser.
Men det er vel lige meget, om det er statsligt eller ej, hvis det handler om at få et Danmark i balance?
- Ja, men det er et godt forslag. Det har en lang forhistorie, hvorfor vi har fået de lokaliteter skænket til Venstre i tidernes morgen.
- Men det vigtige for os er at sikre et Danmark i balance, og det kan vi gøre ved, at vi driver staten fra hele Danmark, siger Thomas Danielsen.
Men er Venstre med i udflytningen, når der kommer en ny runde?
- Det kan jeg ikke svare på.
- Jeg går ikke ind i, hvilke konkrete institutioner vi flytter fra Region Hovedstaden. Men det vil ske over night, og det er ikke sådan, at vi skaber usikkerhed og vil drøfte alverdens konkrete institutioner over en længere periode, siger Venstre-ordføreren.
Der var 1. oktober sidste år flyttet i alt 1.126 arbejdspladser – altså lidt under en tredjedel af det samlede antal på knap 3.900 arbejdspladser.
Det er planen, at langt størstedelen af udflytningerne skal være på plads i år.
Den nuværende VLAK-regering skriver i sit regeringsgrundlag, at man i løbet af 2018 vil annoncere yderligere udflytninger af statslige arbejdspladser.