Torsdag aften kom der et klart svar på et af de mest centrale, politiske spørgsmål, siden Venstre-regeringen kom til magten i juni: Regeringen vil sænke skatten, og en del af regningen skal betales med penge fra kommunerne.
Det afslørede Venstres finansordfører Jacob Jensen torsdag i Debatten på DR2.
- Ja, nogle af dem, svarede Jacob Jensen på vært Clement Kjersgaards spørgsmål om, hvorvidt pengene fra besparelser i kommunerne skal gå til sænkning af skatten.
Og Jacob Jensen uddybede:
- Hele forudsætningen for, at vi har penge til velfærd, er, at nogen tjener pengene, og det gør de jo kun, hvis der er gode vilkår for at tjene pengene i Danmark. Ellers er den simple mekanisme, at så flytter virksomhederne deres interesser til Tyskland eller andre steder.
Dansk Folkeparti stritter imod
Regeringen forhandler i disse dage næste års finanslov med Folketingets partier, og alt tyder på, at den skal finde flertal med Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
En af de store knaster er det såkaldte omprioriteringsbidrag på én procent, 2,4 milliarder i 2016, som regeringen vil barbere af kommunernes budgetter. Næste år vil regeringen give de fleste af de penge tilbage til kommunerne, men de kommende år har kommunerne ingen garanti for at få noget tilbage, og det huer ikke Dansk Folkeparti.
- Omprioriteringsbidraget er bestemt ikke vores kop te, og det har vi arbejdet imod. Kommer det virkelig igennem, har vi sat os for, at vi skal have penge tilbage til kommunerne igen. Vi vil ikke have et omprioriteringsbidrag, der går til skattelettelser. Vi har 66 vanskeligt stillede kommuner, og det kunne jo være, at Gentofte Kommune kunne give nogle af deres penge til Langeland eller Lolland, siger formand for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg, Dansk Folkepartis Liselott Blixt.