Venstre: Få politiet på banen til at undersøge Statsministeriets slettede sms'er - justitsministeren afviser

Lars Løkke Rasmussen siger, han ikke slettede sms'er, da han var statsminister og undrer sig over praksis.

Statsminister Mette Frederiksen (S) siger, at hun blevet rådgivet af Statsministeriet til at have automatisk sletning af sms'er af blandt andet sikkerhedshensyn. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Justitsministeren bør få politiet til at undersøge, om der er sket lovovertrædelser i forbindelse med, at statsminister Mette Frederiksen (S) og tre af hendes øverste embedsmænd har sat deres telefoner til at slette sms-beskeder automatisk.

Sådan lyder det fra Preben Bang Henriksen, der er Venstres retsordfører.

Ifølge ham kan der nemlig være tale om en klar lovovertrædelse, hvis der er slettet sms'er, som ellers kunne være en del af bevismaterialet i den igangværende granskningskommission, der er bedre kendt som minkommissionen.

- Når vi har så klar en bestemmelse i straffelovens paragraf 125, om at den der bortskaffer bevismateriale, der kan bruges til en undersøgelse, så mener jeg, at det er helt klart, at politiet må indover og konstatere, om der er sket en lovovertrædelse.

Han kalder det helt naturligt, at han har skrevet en opfordring til justitsminister Nick Hækkerup (S) i stedet for at gå direkte til politiet, da justitsministeren er politiets øverstbefalende.

- Jeg må også formode, at han kender lidt til sagen i forvejen, siger Preben Bang Henriksen.

Hækkerup afviser

Hvis politiet giver sig i kast med at undersøge sletningen af sms'er, bliver det dog ikke på Nick Hækkerups opfordring.

- Jeg mener ikke, at der på baggrund af Venstres opfordring er grundlag for at rette henvendelse til politiet. Hvis Venstre ønsker at indgive en politianmeldelse, så står det jo Venstre frit for, siger Hækkerup i en skriftlig kommentar.

Nu overvejer Preben Bang Henriksen og Venstre, hvilke efterforskningsskridt, man kan tage. Han tvivler dog på, at der kommer meget ud af at gå til Københavns Politi.

- Det er som at have fået en afvisning på et lån fra bankdirektøren, for derefter at gå til en af medarbejderne, siger han.

Statsminister Mette Frederiksen siger, at hun blevet rådgivet af Statsministeriet til at have automatisk sletning af sms'er af blandt andet sikkerhedshensyn.

Ifølge statsministeren er måden, at kommissionen har bedt om sms’er på, en anden, end det man har set i tidligere undersøgelser.

- Det skal vi forsøge at finde vores veje i. I forhold til automatisk sletning af sms’er, så har Statsministeriet nu meldt ud, at på baggrund af det her er der behov for nogle retningslinjer, som aldrig nogensinde har været nedskrevet eller besluttet, og det arbejde må gå i gang i Justitsministeriet nu, siger hun.

Løkke undrer sig

Siden BT tirsdag kunne afsløre, at stabschef Martin Justesen i Statsministeriet havde slettet sms-beskeder, har tidligere ministre diskuteret, hvad praksis på området egentlig har været.

Den tidligere Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen, der nu er løsgænger i Folketinget og står bag det nye parti Moderaterne, slettede ikke sine sms'er, hvilket han heller ikke blev rådgivet til.

- Jeg tror, at jeg har mine sms’er tilbage fra 2011 og finder stor fornøjelse i dem. Der kan være et eller andet, man ikke kan huske. Og så er det meget interessant, at man kan gå tilbage, selvom det måske nogle gange ville være rarere, at man kunne glemme fortiden, siger han.

Han mener ikke, at det som udgangspunkt er problematisk at slette sine sms'er, hvis man inden tager stilling til dem.

- Man er forpligtet på, inden man trykker slet, lige at læse dem igennem og sige, har den en karakter, hvor den ikke må slettes, før den er journaliseret. Det kan undre mig, at de er slettet, siger han.

Intet referat

Og når man ser på de sms'er, der trods alt har set dagens lys - blandt andet fra departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen til Henrik Studsgaard, der var departementschef i Fødevareministeriet, så mener Lars Løkke Rasmussen, at det er ærgeligt, at sms'erne er slettet.

- Jeg skal ikke stå og gøre mig hellig og sige, at vi har journaliseret. Men vi har ikke slettet. Jeg har da været i situationer, hvor det faktisk har været lidt irriterende. Hvor det havde lettere, hvis ikke der havde været nogle spor fra fortiden. Det er da nemmere at have selektiv hukommelse, siger han.

Er det det, der er sket i Statsministeriet?

- Det har jeg overhovedet ingen holdning til.

Social- og ældreminister har også fået slettet sms'er

Social- og ældreminster Astrid Krag oplyste tidligere i dag, at hun også har indstillet sin telefon til at slette sine sms'er, mens justitsminister Nick Hækkerup gemmer sine.

- Social- og Ældreministeren har indstillet sin telefon til kun at gemme beskeder i en vis periode, hvilket er efter reglerne. Det er gjort ud fra ønsket om informationssikkerhed, og ministeren er i den forbindelse opmærksom på journaliseringspligten. Social- og Ældreministeren vil nu afvente generelle retningslinjer på området fra Justitsministeriet, lyder det i skriftligt svar fra ministeriet til DR.

Justitsminister Nick Hækkerups (S) telefon har derimod ikke været indstillet til automatisk at slette sms'er. Det har Justitsministeriet oplyst i en mail til Ritzau.

- Jeg kan i øvrigt oplyse, at jeg ikke vil gå nærmere ind i, hvorvidt jeg er blevet rådgivet til automatisk at slette sms'er, siger Hækkerup i mailen.