Rasmus Jarlov: Usandsynligt med Konservative i regering

Den nyvalgte K-profil gætter på, at Konservative holder sig uden for en ny regering.

Rasmus Jarlov er nyvalgt folketingsmedlem for De Konservative. Han har som politisk leder for Konservative i København tidligere gjort sig bemærket på en lang række områder.

Man skal ikke regne med at se det ellers traditionelt regeringsbærende Konservative Folkeparti som en del af en ny borgerlig regering efter de forestående regeringsforhandlinger.

Det siger det nyvalgte folketingsmedlem Rasmus Jarlov (K) forud for dagens forhandlinger om en ny regering.

- Jeg synes kun, at vi skal med i en regering, hvis den har en konservativ politik, og det kan man jo ikke udelukke, at den kan få, siger Rasmus Jarlov.

- Men det mest sandsynlige er jo ikke, at et parti med seks mandater får det meste af sin politik igennem i et regeringsgrundlag, siger han.

Politisk ordfører siger nej tak til regering

Da Søren Pape Poulsen trådte til som ny K-formand i august sidste år gjorde han klart, at der skulle fremgang til, før De Konservative kunne gå med i en ny regering.

Partiet gik som bekendt tilbage ved valget i torsdags, men både Søren Pape Poulsen og gruppeformand Brian Mikkelsen har ikke desto mindre holdt en dør på klem for at gå med i en ny borgerlig regering.

Politisk ordfører Mai Mercado mener dog, at det giver bedst mening at holde sig ude af en ny regering.

- Jeg synes, at det taler for sig selv, at når man står med så lille en opbakning, og man i øvrigt har de afgørende stemmer, for det har vi jo sådan set i blå blok, så giver det rigtig god mening at være udenfor, siger Mai Mercado til Fyens Stiftstidende.

- Det bliver vores opgave at trække regeringen i en borgerlig retning, siger hun.

Vil ikke komme med anbefalinger

Rasmus Jarlov vil ikke på nuværende tidspunkt tage offentlig stilling til, om Konservative bør være med i eller uden for en kommende regering.

- Jeg vil ikke komme med anbefalinger til Søren. Man skal lade ham forhandle, og så vil vi drøfte i gruppen, hvad vi skal gøre, siger Rasmus Jarlov.

- Jeg gætter på, at vi ikke kommer i regering, men det er Søren, der forhandler, siger han.

Uanset om Konservative ender som del af en ny regering, vil der i den kommende tid være meget at forhandle om den blå lejr, konstaterer Rasmus Jarlov.

- Det er åbenlyst, at at der uanset regeringssammensætning kommer til at være store diskussioner i blå blok om den økonomiske politik. Der er stor forskel på, hvad Dansk Folkeparti vil og hvad vi vil, siger Rasmus Jarlov.

Forhandlinger med Løkke i dag

Han nævner et par eksempler, hvor Dansk Folkepartis politik kolliderer med De Konservative grundholdninger.

- Vi er ikke særligt vilde med, at verdens højeste skattetryk eller det offentlige forbrug skal vokse yderligere.

De Konservatives nyvalgte folketingsgruppe mødes for første gang her til formiddag klokken 11.

Klokken 13 er partiet inviteret til regeringsforhandlinger hos Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen. Her deltager Søren Pape Poulsen og Brian Mikkelsen på folketingsgruppens vegne.