30.000 har skrevet under: Danmark skal tage imod flere flygtninge

Mellemfolkeligt Samvirke håber, at de mange underskrifter vil få regeringen til at gøre mere for verdens flygtninge.

I løbet af de seneste døgn er flere hundrede flygtninge og migranter kommet til Danmark - flere med færgen fra Puttgarden til Rødby. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Danmark bør tage imod flere flygtninge, mener nødhjælpsorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke.

Organisationen har derfor startet en underskriftsindsamling for at lægge pres på regeringen og få dem til at melde klart ud, at Danmark vil tage imod flere flygtninge.

Ind til videre har mere end 30.000 skrevet under på de i alt fem opfordringer til regeringen, og det glæder forkvinde Helle Munk Ravnborg.

- Det er jo fuldstændig fantastisk med den opbakning, siger hun.

- Jeg synes også, at den bevægelse, der er i samfundet, fortæller, at rigtigt mange mennesker gerne vil være med til at lægge pres på vores politikere, så de går ind og tager ansvar og får skabt nogle konstruktive løsninger, så vi får taget hånd om de mange mennesker, der er på flugt. Danmark er et enormt rigt land, og vi kan godt det her - også med vores anstændighed i behold.

Kortsigtet at spare

Foruden at Danmark bør tage imod flere flygtninge, går organisationens opfordring desuden på, at der skal afsættes flere penge til indsatsen i nærområderne.

- Situationen understreger endnu engang, hvor kortsigtet det er, at regeringen vil spare på udviklingsbistanden, forklarer Helle Munk Ravnborg.

- Det er jo netop gennem det langsigtede udviklingsarbejde, at vi kan sikre hjælpen til nærområderne og forebygge, at folk bliver så desperate, at de ender med at forlade deres hjem og flygte til Europa.

Dermed ligger organisationen sig på linje med Europa-kommissionens formand Jean-Claude Juncker, der i sin State of the European Union-tale i dag opfordrede medlemslandene til at stoppe nedskæringerne i udviklingshjælpen, hvis migrationen skal stoppes.

Afleveres ved folketingsåbning

De mange underskrifter vil Mellemfolkeligt Samvirke aflevere til politikerne i forbindelse med folketingsåbningen tirsdag 6. oktober.

Organisationen er medstifter af Dansk Flygtningehjælp og arbejder lige nu med nødhjælp, uddannelse og demokratiopbygning blandt primært unge syriske flygtninge i Libanon og Jordan.