Regeringen, arbejdsgivere og fagbevægelsen har taget hul på anden runde af trepartsforhandlinger. Målet er at sikre faglært arbejdskraft, praktikpladser til alle og efteruddannelse.
Forhandlingerne har tre overordnede emner: Forebyggelse af rekrutteringsudfordringer, praktikpladser og voksen- og efteruddannelse.
Mere konkret lægges der op til, at de ledige skal stå mere til rådighed ved at flytte rundt i landet efter jobbet.
Samtidig sigter trepartsforhandlingerne mod at lande en praktikpladsgaranti:
- Så elever, der påbegynder en relevant erhvervsuddannelse, i høj grad har sikkerhed for at kunne gennemføre deres praktiktid i en virksomhed, hvis de opfylder uddannelsens krav, står der i kommissoriet for forhandlingerne.
Mens fagbevægelsen presser på for en praktikpladsgaranti, er arbejdsgiverne mere tilbageholdende. DA-direktør Jacob Holbraad advarer mod, at ordet "garanti" kan give de unge en forventning om, at de ikke selv skal gøre noget for at få en elevplads.
/ritzau/